. - Il libro delle ore. Codice Rossiano 94 - 1500-1984

Codice Rossiano 94. Jaca Book, 1984. Læderbind, titel og ornamenter i guld. I fremragende stand. Opbevaret i et stofæske. I fremragende stand - lette pletter på æsken.

Rossiano-koden 94 (også kendt som Vatikan Rossiano 94) er et berømt miniaturmanuskript fra omkring 1500, som i øjeblikket opbevares i Det Apostoliske Bibliotek. Det er en bønnebog, en samling af kristne bønner beregnet til privat fromhed, typisk for den sene middelalder- og renæssanceperiode.
Miniature: Er kendt for sit dekorative apparat og sine illustrationer af høj kunstnerisk kvalitet, typiske for miniature-skolen fra det 16. århundrede. Det var en del af riddere Giovanni Francesco de Rossis samling (1796-1854). Hans hele bibliotek blev doneret til Den Hellige Stols og blev i 1921-1922 integreret i samlingerne af Det Vatikanbibliotek.
Moderne Udgivelser: I 80'erne (1983-1984) udgav forlaget Jaca Book en bemærkelsesværdig facsimileudgave (anastatica) i sin helhed, ledsaget af en kommentar fra forskeren Luigi Michelini Tocci.
iovanni Francesco Rossi.
Giovanni Francesco Rossi (Fivizzano, det 17. århundrede – det 17. århundrede) var en italiensk skulptør. Aktiv i Rom fra 1640 til 1677, samarbejdede han med Ercole Ferrata ved Sant'Agnese in Agone og skabte reliefs i Santa Maria sopra Minerva.
Luigi Michelini Tocci (Cagli, 28. april 1910 – Rom, 15. februar 2000) var en italiensk bibliotekar og kunsthistoriker, specialiseret i miniature.

Biografi
Claudianus Claudius, Opera, Indbinding
Jeg afsluttede gymnasiet på Istituto Massimo i Rom. I 1930 blev han udnævnt til direktør for Cagli kommunebibliotek, og samme år udgav han en undersøgelse af et håndskrift af Eneiden, som opbevares der. I 1932 rejste han til Ungarn med et stipendium. I 1933 blev han cand.mag. i humaniora ved Università di Roma La Sapienza, under vejledning af Pietro Paolo Trompeo, med en afhandling om Léon Bloy.

Fra 1934 til 1944 var han direktør for Oliveriana-biblioteket i Pesaro og interesserede sig for Medaljesamlingen, der opbevares på de civile museer i Pesaro. Under hans ledelse blev bibliotekets lokalitet i Palazzo Almerici restaureret, og i 1936 blev den første bibliografiske udstilling for Marche arrangeret, hvor Luigi Michelini Tocci stod for kataloget. I 1936 organiserede han et forberedelseskursus for personale på folkebiblioteker og skoler, udarbejdet af den bibliografiske overvægtning i Romagna og Marche.

I november 1944 begyndte han i Vatikanets apostoliske bibliotek og blev ansat i det pavelige medaljesamling. I 1959 blev han ansvarlig for bibliotekets numismatiske kabinet, og i 1978 leder af sektionen for 'Kunstgenstande' ejet af biblioteket. En passioneret læser af 1800-tallets litteratur, italiensk renæssancekunst og boghistorie, udgav han essays om håndskabte renæssancekodexer, katalogiserede incunabler og udarbejdede kataloger til udstillinger i Vatikanet: Quinto centenario della Biblioteca Apostolica Vaticana, 1475-1975 (1975), Papiske indbindinger fra Eugenio IV til Pave Paul VI (1977), Bernini i Vatikanet (1981). Han udgav monografier om Rafael Sanzio og hans epoke, samt om antikke kunstværker og arkitektur i Pesaro og dets omegn. Han bidrog til encyklopædien Dantesca, udgivet af Treccani.

Han blev tildelt undervisning i historie om bøger og biblioteker ved Det Vatikaniske Biblioteksskole og i miniaturehistorie ved Det Vatikaniske Skole for diplomatik og arkivstudier. Han var medlem af den italienske bibliotekarforening, for sektionen 'Lazio'; medlem af Romerselskabet for lokalhistorie (siden 1973) og af Det pavelige romerske arkæologiske akademi, hvor han også var sekretær fra 1971 til 1979.

Tekster
Libri
(FR, IT) Rafaels fader: Giovanni Santi og nogle af hans mest repræsentative værker i regionen Urbino og i Pesaro, Pesaro, Cassa di Risparmio di Pesaro, 1961, SBN MOD0376061.
Malerier fra 400-tallet i Urbino og Pesaro, Pesaro, Cassa di Risparmio di Pesaro, 1965, SBN MOD0299148.
De romerske medaljoner og de konturerede fra Det Vatikaniske Medaljesamling / beskrevet af Luigi Michelini Tocci; med en «Appendiks» vedrørende nogle sølv- og bronzeplader samt nogle bronzeplader. 2 bind, Vatikanstaten, Det Apostolske Bibliotek, 1965, SBN SBL0191781.
Pesaro sforzesca i tarsierne i koret af S. Agostino, Pesaro, Cassa di Risparmio di Pesaro, 1971, SBN SBL0378598.
Eremi og cenobi del Catria, Pesaro, Cassa di Risparmio di Pesaro, 1972, SBN SBL0436742.
Gradara og i slottene til venstre for Foglia, Pesaro, Cassa di Risparmio di Pesaro, 1974, SBN SBL0571643.
ROSS. 94; Bønnebogen: kommentarbog til facsimileudgaven af Cod. ROSS. 94 fra Det Vatikanbibliotek, Milano, Jaca book codici, 1984, SBN CFI0033780.[5]
(IT, LA) På Erasmuss værksted: Erasmus' håndskrevne apparat til udgaven fra 1528 af Adagia og et nyt manuskript af Compendium vitae, Rom, Historie og litteratur udgivelser, 1989, SBN LO10028371.
Skrifter i samarbejde
Billede af Leon Bloy, i Studi sulla letteratura dell'Ottocento i ære for Pietro Paolo Trompeo, Napoli, Edizioni scientifiche italiane, 1957, SBN VIA0097749.
Dei libri a stampa appartenuti til Colocci, i Atti del convegno di studi su Angelo Colocci: Jesi, 13-14 september 1969, Città di Castello, Arti grafiche, 1972, pp. 77-96, SBN SBL0467744.
En pontifikal fra Köln til Cagli i det 11. århundrede og nogle essays om Cagli's skrivestil fra det 11. til det 12. århundrede, i Palaeographica, diplomatik og arkivforskning: studier til ære for Giulio Battelli / redigeret af den særlige skole for arkivarer og bibliotekarer ved Rom Universitet, bind 1, Rom, Edizioni di storia e letteratura, 1979, s. 265-294, SBN RAV0042417.
Artikler til tidsskrifter
To manuskripter fra Urbinati om privilegierne for Montefeltro, i La Bibliofilia, bind 60, Firenze, L. Olschki, 1959, SBN RAV0006199.
Manuskriptet med dedikation af 'Epistola de vita et gestis Guidubaldi Urbini ducis ad Henricum Angliae regem' af Baldassarre Castiglione, i Italien middelalderlig og humanistisk, bind 5, Padova, Antenore, 1962, s. 273-282, SBN SBL0491729.
Edizioni
Alexis de Tocqueville, Arthur de Gobineau, Corrispondenza (1843-1859) / [oversættelse fra fransk] med introduktion og noter af Luigi Michelini Tocci, Milano, Longanesi, 1947, SBN CUB0635627.
Augustin Thierry, Racconti del tempo dei Merovingi, Milano, Longanesi, 1949, SBN LO10323661.
Il Dante urbinate fra Det Vatikanbibliotek: Codice urbinate latino 365, Vatikanstaten, Det Apostolske Bibliotek, 1965, SBN SBL0085116.[6]
Francesco di Giorgio's fæstninger, Pesaro, Cassa di Risparmio, 1967, SBN UMC0096649.
Det 500-års jubilæum for Det Apostolske Bibliotek, 1475-1975: Udstillingskatalog, Città del Vaticano, Biblioteca apostolica vaticana, 1975, SBN SBL0173043.
Pavelige legater fra Eugenio IV til Paolo VI: udstillingskatalog med 211 billeder, hvoraf 35 i farver, Vatikanstaten, Vatikanbiblioteket, 1977, SBN BVE0590374.
(DE, IT, LA) Lamberto Donati, Luigi Michelini Tocci (red.), Biblia pauperum: reproduktion af Codice Palatino latino 143, Vatikanstaten, Vatikanbiblioteket, 1979, SBN SBL0337106.[7]
Luigi Michelini Tocci, Giovanni Morello, Valentino Martinelli, Marc Worsdale (redaktør), Lorenzo Bernini, Rom, De Luca, 1981, SBN SBL0346134.
Giovanni Santi, La vita e le gesta di Federico di Montefeltro, hertug af Urbino: digt i tredje rim: Vatikanets kodeks. Ottob. lat. 1305. 2 bind, Vatikanstaten, Det apostolske bibliotek, 1985, SBN CFI0014576.[8]
Bønnebogen (lat. horæ; fr. livres d'heures; sp. horas; eng. primers) er en populær kristen fromhedsbog fra middelalderen. Det er den mest almindelige type af overlevende middelalderlige illuminerede manuskripter. Som med alle manuskripter er hver bønnebog unik, men den indeholder en samling af tekster, der ligner hinanden, såsom bønner og salmer, ofte med passende dekorationer til kristen fromhed. Belysningen eller dekorationerne er minimale i mange eksempler, ofte begrænset til dekorerede versaler i begyndelsen af salmer og andre bønner, men bøger lavet til rige mæcener kan være yderst prangende, med helsides miniaturebilleder. Disse illustrationer kombinerer ofte pittoreske scener fra landlivet med hellige billeder. Bønnebøger blev generelt skrevet på latin, selvom mange er skrevet helt eller delvist på europæiske folkesprog, især hollandsk. Tusindvis af bønnebøger er bevaret til i dag i biblioteker og private samlinger verden over.

Beskrivelse
Billede af en timebog
En fransk bønnebog fra begyndelsen af det 15. århundrede (MS13, Society of Antiquaries of London) åbnet ved en illustration af 'De vise mænds tilbedelse'. Arvet af Society i 1769 fra Reverend Charles Lyttleton, Biskop af Carlisle og formand for Society (1765-1768).
Den typiske bønnebog er en forkortet form af breviariumet, indeholdende de kanoniske timer, der reciteres i klostre. Den blev udviklet til lægfolk, der ønskede at inkorporere elementer af det monastiske liv i deres andagt. Recitationen af timerne var typisk centreret omkring læsning af et antal salmer og andre bønner.

Et typisk bønnebibliotek indeholder kalenderen over kirkelige festdage (den såkaldte liturgiske år), uddrag fra evangeliet, messelæsninger for større fester, den lille bøn for Den Hellige Jomfru Maria, de femten Salmer for Gradene, de syv penitentiale Salmer, en helgenlitanie, en bøn for de døde og korsets timer. Flertallet af 1400-tallets bønnebiblioteker har disse grundlæggende indhold. Mariane bønner som Obsecro te ('Jeg beder dig') og O Intemerata ('O uplettede') blev ofte tilføjet, ligesom fromhedsøvelser til brug under messen og meditationer over Jesu lidelse blandt andre frivillige tekster.

Historie

Eksemplar af en overkommelig bønnebog: en 'simpel' middelalderlig bønnebog på hollandsk - anden halvdel af det 15. århundrede - Hertugdømmet Brabant[4]

Selv dette dekorationsniveau er rigere end det meste af bøgerne, selvom det er lavere end de prangende mængder af belysning i luksusbøger, som er dem, der oftest bliver gengivet.
Bønnebogen har sin oprindelse i Salteriet, som blev brugt af munke og nonner. I det 12. århundrede udviklede den sig til et Lillebibel, med ugentlige cyklusser af salmer, bønner, salmer, antifoner og læsninger, der ændrede sig med den liturgiske sæson. Til sidst blev en udvælgelse af tekster produceret i meget kortere bind kaldet 'bønnebøger'. I slutningen af det 13. århundrede blev bønnebogen populær som en personlig bønnebog for mænd og kvinder, der levede et sekulært liv. Den bestod af en udvælgelse af bønner, salmer, salmer og læsninger baseret på kirkens liturgi. Hver bog var unik i sit indhold, selvom alle indeholdt Maria, Jomfru Marias, bønner, fromhedsøvelser til de otte kirkekalenderens timer, og tanken bag navnet 'Bønnebogen'.


Libro d'Ore af van Reynegom, ca. 1400-tallet - Det Kongelige Bibliotek i Belgien og Kong Baldovins Fondation.
Mange bønnebøger er blevet lavet til en kvindelig klientel. Der er nogle beviser for, at de nogle gange blev givet som bryllupsgaver fra ægtemanden til bruden. Ofte blev de videreført inden for familien, som det fremgår af testamenterne. Indtil det 15. århundrede var papir sjældent, og de fleste bønnebøger var lavet i pergament, papir eller vellum.

Selvom de mest udsmykkede bønnebøger var enormt dyre, var en lille bog med få eller ingen miniaturer let tilgængelig, hvilket gjorde den bredt udbredt i det 15. århundrede. Det ældste overlevende engelske eksempel blev skrevet til en lægmand, der boede i Oxford eller omegn omkring 1240: den er mindre end en moderne lommebog, rigt miniaturiseret i kapitællettere, men uden fuldsidige miniaturer. I det 15. århundrede findes også eksempler på tjenere, der ejer deres egne bønnebøger. I en retssag fra 1500-tallet blev en fattig kvinde anklaget for at have stjålet en tjenestepige’s bønnebog.

Meget sjældent indeholdt bøger bønner, der var skrevet specielt til deres ejere, men oftere blev teksterne tilpasset deres smag eller køn, herunder ved at inkludere deres navne i bønnerne. Nogle indeholder billeder, der skildrer ejerne og/eller deres våbenskjolde. Disse, sammen med valget af helgener, der blev mindet i kalenderen, og afbønnerne, er de vigtigste indikatorer for identiteten af bestilleren. Eamon Duffy forklarer, at 'den personlige karakter af disse bøger ofte er blevet påpeget gennem inkluderingen af bønner, der er skrevet eller tilpasset specielt til deres ejere.' Endvidere siger han, at 'op til halvdelen af de bevarede håndskrevne bønnebøger har noter, marginaler eller tilføjelser af en eller anden art. Sådanne tilføjelser kan ikke nødvendigvis svare til indsættelsen af en regional eller personlig skytshelgen i den standardiserede kalender, men de inkluderer ofte devot materiale tilføjet af ejeren. Ejerne kunne skrive datoer, der var vigtige for dem, notere måneder, hvor der var sket ting, de ønskede at huske, og endda ville billederne inde i disse bøger være personligt tilpassede til ejerne, såsom lokaliserede helgener og lokale fester.'

Mindst i det 15. århundrede producerede hollandske og parisiske værksteder bøger af timer til distribution, uden at vente på enkelte bestillinger. Disse var nogle gange med plads til tilføjelser af personlige elementer som lokale festligheder eller heraldik.


Ore nere, Morgan MS 493, Pentecoste, fogli 18v/19r, c. 1475–80. Morgan Library & Museum, New York
Stilen og arrangementet af de traditionelle bønnebøger blev stadig mere standardiseret omkring midten af det 13. århundrede. Den nye stil kan ses i bøger produceret af Oxford-miniatyrmaleren William de Brailes, der var medlem af de mindre ordener og drev et kommercielt værksted. Hans bøger omfattede forskellige aspekter af Breviarium og andre liturgiske elementer til lægfolk. 'Han indførte en evig kalender, evangelier, bønner til Jomfru Maria, Korsets vej, bønner til Helligånden, penitentialle salmer, litanier, bønner for de døde og suffragier til helgenerne. Formålet med bogen var at hjælpe hans fromme protegé med at strukturere sit daglige åndelige liv efter de otte klostertimer, fra Matutin til Complies, som alle fromme kirkemedlemmer fulgte. Teksten, beriget med rubrikker, forgyldninger, miniaturemalerier og smukke illustrationer, søgte at inspirere til meditation over troens mysterier, Kristi offer for mennesket og helvedes rædsler, samt at fremhæve især fromheden til Jomfru Maria, hvis popularitet var på sit højeste i det 13. århundrede.' Denne struktur forblev i brug gennem årene, da mange aristokrater bestilte deres egne bønnebøger.

Inden for slutningen af det 15. århundrede gjorde opfindelsen af trykpressen bøger mere overkommelige, og en stor del af den nye middelklasse havde råd til at købe en trykt bønnebog, mens nye håndskrifter kun blev bestilt af de rigeste. Den første trykte bønnebog i Italien stammer fra 1472 i Venedig, lavet af J. Nelson, mens produktionen også begyndte i Napoli fra 1476 (Moravo-Preller). I 1478 producerede W. Caxton den første trykte bønnebog i England i Westminster, mens Nederlandene (Bruxelles og Delft) begyndte at trykke bønnebøger i 1480. Disse var dekoreret med træsnit, først i begrænset antal og derefter mere hyppigt.[9] I Frankrig brugte trykkerne i stedet indgravører, der efterlignede de spredte miniaturebilleder i siden, som er karakteristiske for håndskrevne bønnebøger, og de trykte på pergament i stedet for papir, og de var ikke tilbageholdende med at farvelægge tegningerne i hånden: f.eks. bønnebogen trykt i 1487 af Antoine Vérard.[10]
Bogen ṣalāt al‐sawā'ī (1514), bredt anerkendt som den første bog på arabisk trykt med bevægelige typer, er en bønnebog beregnet til arabisktalende kristne og formodentlig bestilt af pave Julius II.

Dekoration

En fuldside miniature fra maj, fra en kalendercyklus af Simon Bening, begyndelsen af det 16. århundrede.
Da mange bibel- og bønnebøger er rigt illuminerede, udgør de en vigtig vidnesbyrd om livet i det 15. og 16. århundrede samt ikonografien i den middelalderlige kristendom. Nogle af dem var også dekoreret med juvelbesatte omslag, portrætter og heraldiske emblemmer. Enkelte var indbundne som bæltebøger for nem transport, selvom få af disse eller andre middelalderlige indbindinger er overlevet. Luksusbøger, som John Talbot, Earl of Shrewsbury's Talbot Hours, kan indeholde et portræt af ejeren, og i dette tilfælde hans kone, knælende i tilbedelse af Jomfruen med Barnet som en form for gavegiverportræt. I dyrebare bøger viste miniaturecykler Livet af Jomfruen eller Jesu lidelse i otte scener, der dekorerer de otte Bønner til Jomfruen, samt Månedsarbejderne og stjernetegnene, der pryder kalenderen. De sekulære scener i kalendercyklerne inkluderer mange af de mest kendte billeder i bibel- og bønnebøger og har spillet en vigtig rolle i den tidlige historie om landskabsmaleri.

Fra det 14. århundrede var dekorerede kanter omkring sider i mindst vigtige bøger almindelige i kraftigt illuminerede bøger, herunder bønnebøger. I begyndelsen af det 15. århundrede var disse stadig ofte baseret på bladtegninger og malerier på en enkel baggrund, men i anden halvdel af århundredet blev farvede eller fantasifulde baggrunde med billeder af alle slags objekter brugt i luksusbøger.

De andres bønnebøger blev ofte ændret af nye ejere, også blandt kongelige. Efter at have besejret rivalen Riccardo III, gav Henrik VII af England sin bønnebøg til sin mor, som ændrede den for at inkludere sit eget navn. Heraldrik blev normalt slettet eller overmalet af de nye ejere. Mange har håndskrevne noter, personlige tilføjelser og margnoter, men nogle nye ejere har også hyret håndværkere til at tilføje flere illustrationer eller tekster. Sir Thomas Lewkenor fra Trotton ansatte en illustrator for at tilføje detaljer til det, der i dag er kendt som Lewkenor Hours. Indersiderne af nogle overlevende bøger indeholder notater om husholdningsregnskaber eller fødsels- og dødsregistreringer, på samme måde som senere familiebibler. Nogle ejere havde også samlet autografer fra vigtige besøgende i deres hjem. Bønnebøger var ofte det eneste bog i et hjem og blev almindeligvis brugt til at lære børn at læse, nogle gange med en side med alfabetet for at hjælpe dem.

Mod slutningen af det 15. århundrede producerede trykkerne bønnebøger med xilografiske illustrationer, og bønnebogen var et af de vigtigste dekorerede værker med den pågældende teknik af metalgravering.[9]

Den luksuriøse bog om timer

I de pompøse illusionistiske grænser i denne flamske bibel fra slutningen af 1400-tallets 70'ere er typiske for luksusbøger fra denne periode, som ofte blev dekoreret på hver side. Vingefolden, der skærer tekstområdet, er et eksempel på leg med de visuelle konventioner, som var karakteristiske for tiden.
Mellem planterne er Veronica, Vinca, Viola tricolor, Bellis perennis og Chelidonium majus. Sommerfuglen nederst er Aglais urticae, og sommerfuglen øverst til venstre er Pieris rapae. Den latinske tekst er en devotion til San Cristoforo.
I det 14. århundrede overgik bog af timer salteriet som det mest almindelige medium for luksusminiaturer, hvilket demonstrerede den nu etablerede dominerende position for den sekulære kommitterende over den religiøse i miniaturen. Fra slutningen af 1300-tallet begyndte en vis gruppe af kongelige bibliophile at samle luksuriøse håndskrifter med miniaturer til deres dekorationer, en mode der spredte sig over hele Europa fra Valois-hovederne i Frankrig og Bourgogne, samt i Prag under Karl IV af Luxembourg og senere Venceslas af Luxembourg. En generation senere var hertug Filip III af Bourgogne den vigtigste samler af håndskrifter med miniaturer, og mange i hans kreds var det også. Det var i denne periode, at de flamske byer nåede Paris som en drivkraft inden for miniaturen, en position de bibeholdt indtil nedgangen af det håndskrevne manuskript i begyndelsen af 1500-tallet.

Den mest berømte samler gennem tiderne, den franske prins Giovanni di Valois, hertug af Berry (1340–1416), ejede flere bøger med hellige timer, hvoraf nogle stadig eksisterer, herunder den mest berømte af alle, Très riches heures du Duc de Berry. Dette værk blev påbegyndt omkring 1410 af Limbourg-brødrene, selvom det blev efterladt ufuldendt, og dets dekoration fortsatte i flere årtier udført af andre kunstnere og bestillere. Det samme gjaldt for Tordos timer, som blandt andre også var ejet af hertugen af Berry.

Inden for midten af det 15. århundrede var en langt større gruppe af adel og velhavende forretningsfolk i stand til at bestille højt dekorerede bønnebøger, ofte i små størrelser. Med opfindelsen af trykpressen blev markedet brat indskrænket, og i 1500 blev bøger af højeste kvalitet igen kun produceret til kongelige eller meget store samlere. En af de sidste store miniaturerede bønnebøger var de såkaldte Farnese-bønnebøger, lavet i 1546 af Giulio Clovio, den sidste store manuskript-miniaturist.