Silver Nejad - Odalisque Endormie

Silver NEJAD (1929–1995)
En sovende odaliske, 1991
Limet direkte på et ark 50 x 65
vokset oliepastel på papir, underskrevet og dateret.
Håndskrevet indskrift: Decalogue – første figur – sovende odaliske.
Silver Nejad udvikler en atypisk karriere, uden for de institutionelle kredsløb. Uddannet inden for dekorative kunst, illustration og film, før han helligede sig maleriet, og han holder gennem hele sin karriere et tæt forhold til scenen, fortællingen og sceneopsætningen. I 1960’erne deltog han i eksperimentelle projekter, der blandede billede, dekor og miljø, særligt på Côte d’Azur, konteksten hvor hans smag for hybride visuelle installationer gør sig gældende.
Dateret til 1991, En sovende odaliske tilhører den sene periode af hendes værk. Inskriptionen Décalogue – 1. person antyder eksistensen af et struktureret sæt, designet som en række figurer eller roller. Denne terminologi — « personnage », « décalogue » — tillader antagelsen om et arbejde i relation til et narrativt eller scenisk projekt, muligvis en forberedende illustration til et teaterstykke, et show eller en dramaturgisk enhed ikke identificeret, en hypotese i overensstemmelse med kunstnerens uddannelse og tværfaglige praksisser.
Valget af temaet odaliske indskriver værket i en lang ikonografisk tradition, der stammer fra 1800-tallets orientalisme, men her løsrevet fra enhver eksotisk eller beskrivende hensigt. Hos Silver Nejad bliver figuren arketype, et udtryk for mental og dramatisk projektion, mere tæt på en rolle end på et akademisk subjekt. Denne tilgang bringer hans arbejde tættere på en sen symbolistisk figurativitet, hvor billedet fungerer som en hængende scene, fyldt med kulturelle resonanser.
I modsætning til de dominerende tendenser på den franske kunstscene omkring overgangen til 1990’erne — neoekspressionisme, Figuration libre eller konceptuelle praksisser — forbliver Silver Nejad trofast over for en poetisk og narrativ figuration, næren­de af teater- og filmreferencer. En sovende odalisk vidner således om den dramaturgiske dimension i hans sene værk, hvor maleriet bliver rum for fortælling, rolle og visuel erindring.