Alessandro Padovan (1983) - BERNARD AUBERTIN 2.0

Kunstværk af kunstneren Alessandro Padovan, berømt verden over for sin Screw Art-teknik.
Værket er forsynet med en plexiglasvitrine.

Dette værk indgår i dialog med Bernard Aubertins radikale monocromi og genfortolker hans sprog gennem industrielt materiale.
Den absolute røde farve – et identitetsskabende og totalt betonet farvetone – er her ikke blot overflade, men et energifelt.
Som hos Aubertin bliver monocromien til et mentalt rum, ren spænding, åndelig vibration.
Men i stedet for ild og forbrænding finder vi skruen: et mekanisk, modulært, serielt element.
Skruerne stiger frem fra fladen som et dynamisk mønster, og skaber en visuel rytme, der bryder todimensionaliteten og forvandler det røde til et territorium gennemstrømmet af kræfter.
Hvis Aubertin brændte materialet for at frigøre dets essens, så bliver materialet her skruet fast, gennemtrængt, bygget.
Det er et modsat gesture, men konceptuelt beslægtet: en radikal handling på monocromien.
Den gennemsigtige vitrine isolerer og beskytter, og forvandler værket til en nutidig relikvie.
Den røde farve er ikke blot farve, men en immersiv oplevelse; den er ikke blot overflade, men spænding mellem orden og impuls, mellem mekanisk kontrol og følelsesmæssig vibration.
I denne optik fremstiller værket sig som en evolution af monocromien: fra ild til skruen, fra destruktiv energi til konstruktiv, og bevarer den absolutte kraft i det røde.

Værkerne af denne moderne kunstner indplacerer sig i arven fra Pop Art, Screw Art, konceptuel kunst og bykunst, og henviser i sit visuelle sprog og kulturelle gennemslagskraft til arbejderne af store navne som Andy Warhol, Jean‑Michel Basquiat, Banksy, Jeff Koons, Keith Haring, Fontana, Imbue, obey, Padovan, Schifano, Nicole Lubbers, Bani, kev munday invader, Murakami og Damien Hirst.

Samtidig udviser den kunstneriske undersøgelse dialog med luksusimaginet, ikonisk mode og globalt design, og vækker symboler og mærker, der er universelt anerkendte som Louis Vuitton, Gucci, Chanel, Hermès, Rolex, Ferrari, Porsche, Lamborghini.

Værkerne er hverken duplikationer eller officielle samarbejder med nævnte kunstnere eller mærker, men originale værker, skabt i en personlig stil, der afspejler en kritik og en nyfortolkning af forbrug, af det symbolske værd af mærket og kunsten som et moderne kulturelt objekt.

Denne tilgang gør værkerne særligt værdsat af samlere og entusiaster af samtidskunst, luksuriøs Pop Art, konceptuel street art og kunst inspireret af de store ikoniske mærker, samtidig med at de bevarer en stærk uafhængig kunstnerisk identitet.