Antonio Nasuto - Wet eyes

Antonio Nasuto bliver cand. architect ved Universitetet i Napoli, hvor han senere gennemfører en treårig specialisering i design. Denne tværfaglige uddannelse påvirker hans visuelle sprog på afgørende vis, kendetegnet ved streng komposition og fokus på billedets struktur.

Han er i øjeblikket underviser i kunstnerisk anatomi ved Foggia Kunstakademi, suppleret undervisningen med en konstant malerisk forskning, der fokuserer på den menneskelige krop og den narrative dimension af figuren.

Han udstiller i soloutstillinger og gruppeudstillinger nationalt og internationalt. Blandt de vigtigste: soloudstillinger på Palazzetto dell’Arte i Foggia (2002, 2003), den gruppeudstilling dedikeret til P. P. Pasolini i Tribunale della Dogana i Foggia (2007), 150 Souvenirs d’Italie hos Galleria d’Arte Moderna e Contemporanea “Atelier degli Artisti” i Rom (2011), Il filo di Arianna. Labirinto fisico e mentale i Palazzo delle Arti Beltrani i Trani (2011), soloudstilling på Palazzo Ducale Paternò Caracciolo i Pietramelara (2013) og L’ospite inatteso i Villetta Barrea (2016).

Der er øjeblikke, hvor kærligheden ikke længere taler, men fortsætter med at kunne høres.
I dette værk ser de to kvinder ud til at være der: lige nøjagtigt der, hvor det, der binder dem, vakler, men ikke giver helt efter. Der er en ny afstand, samtidig fuld af tilstedeværelser.
En af dem bærer en smerte, som ikke kan udtales. Hun Holder den i hænderne, beskytter den og frygter den samtidig, som om den var en del af hende, der pludselig vejer mere end resten. Den anden bliver, på trods af alt. Hendes blik bebrejder eller trøster ikke: søger. Efter det, der går tabt, efter det som måske ikke længere kan reddes, og det, som de begge ville have ønsket at holde fast i.
Mellem dem, næsten som en oversættelse af deres indre tilstand, en advarsel: Wet Eyes.
Det er ikke et skilt, men en tilstand. De våde øjne er beviset på, at kærlighed, når den er reel, aldrig gør én i stand alene.
Hjertet glider, snubler, sårer sig netop dér, hvor det troede at have fået et fast greb.
Og der er den stille tilstedeværelse, rød som et minde, der brænder: maneken.
Det er ikke en genstand, men en mulighed. En tredje, der ikke behøver at være til stede, som bor i luften mellem dem: et minde, et ønske, en ide, et tvivl. Det har ikke ansigt, og netop derfor kan det få hundrede ansigter. Det er det, der deler, forvirrer, forbliver hævet, selv når alting tier.
Dette maleri fortæller ikke en scene; det fortæller en gennemgang.
Det skrøbelige spring, hvor kærligheden mellem kvinder – som enhver kærlighed, der tør være fuld – viser sin sårbarhed.
Det er et øjeblik, hvor man forstår, at intet bånd er immune over for sprækker, og at netop disse sprækker nogle gange er den eneste mulige sandhed.
For der er historier, der måles ikke på, hvad der siges, men på hvad der bliver i øjnene, når ordene mangler.
Og her, i de begge’ våde øjne, læses stadig alt."} }# potential note: The translation contains quotes mishandling in final line; adjust to Danish text.})