Barberot Sylvain - Echo

Selvportræt — “Echo”
Indgraveret spejl, lysudstyr

I denne variation af serien Selvportræt fortsætter værket refleksionen over selvportrættet ved at flytte det til en resonanslogik. Et enkelt spejl, hvis overflade er delvist fjernet, lader gennem lyset ordet echo træde frem. Som i de andre værker står teksten ikke åbenlyst frem: den skimter, afhænger af betrakterens position, af lyset, af øjeblikket.

Spejlet er ikke længere blot ansigtsoverflade, men tilbagegivelsesoverflade. Det producerer ikke et stabilt billede; det sender tilbage, ændrer, diffrakterer. Refleksen bliver et forbigående fænomen, sammenligneligt med et auditivt ekko: en forsinket tilsynekomst, et aftryk der dannes i mellemrummet mellem tilstedeværelse og forsvinden.

Kunstneren befinder sig her i en form for relais-position. Ved at spejle sig i værket, fremstiller han sig ikke direkte; han fremstår som et passage, et oversættelsesrum. Verden, opfanget af blikket, sendes tilbage i form af et billede — transformeret, flyttet, rekonstrueret. Selvportrættet bliver således mindre en erklæring om sig selv end en proces af modtagelse og restitution.

Ordet echo, indgraveret i blænden, fungerer som en diskret læseåbner. Det minder om, at ethvert billede allerede er en tilbagekaldelse, en efterklang. Som en lyd der reflekteres i rummet, spredes refleksen i spejlet, fragmenteres, og slukker så. Der findes ikke en fastholdelse, kun successive fremtoninger.

Således fastslår værket den kunstneriske praksis i en flygtig tidslighed: ricochet, den dæmpede gentagelse, den gradvise glide mod stilhed. Kunstneren, langt fra at være en oprindelse, bliver et passagepunkt — et sted hvor verden reflekteres før den forsvinder.