Georg Herold (1947) - Nietenblatt

Georg Herolds arbejde tilhører en kontekst, der er central for forståelsen: det såkaldte „Nietenblatt“ som bevidst sat imodfigur til det auratiske enkeltværk. Inden for tombola-strukturen hos KJUBH undermineres den klassiske værdimekanisme i kunstbranchen. „Nichts“ – spolen (nieten) – får en form, en håndskrift, en kunstnerisk bestemmelse. Dermed forskydes forventningen: Consolation-prisen bliver til det egentlige objekt for begær.
Herold reagerer på dette format med en bemærkelsesværdig præcis strategi. Fremstillingen – en reduceret, lineær tegning af en kvindelig krop i en mereket, næsten balletagtig positur – virker i første omgang intim og ligefrem. Lijnen er sparsom, kontrolleret, næsten berørende. Samtidig opstår en klar fysisk tilstedeværelse. Figuren er ikke fuldt udarbejdet, men antydet; netop heri ligger dens spænding. Den lette erotiske opladning – synlig, men ikke udstillet – forbliver i tilstanden af ufærdighed, af skitse-agtighed.
Væsentligt er dog det andet niveau: den tekniske indramning. Offset-lithografiet på selvklæbende papir henviser bevidst til reproducerbarhed, til distribution, til det modsatte af det entydige kunstværk. De sideluftede gråligt skygger og den tekniske mærkning i bunden („End Time… Separation Black“) stammer tydeligt fra en tryk- eller prepress-proces. Det drejer sig om mærkningen af en farve-separation – konkret sortpladen. Dermed bliver produktionsprocessen ikke skjult, men afsløret.
Denne afsløring er ikke en bieffekt, men constitutiv. Herold integrerer sproget fra teknisk reproduktion i billedudtrykket. Tegningen forekommer ikke som en originær gestus, men som allerede gennemløbet, reproduceret, proceseret tilstand. Henvisningen til „Mies“ i tryknotatet er ikke tilfældig: Den vækker moderniteten som projekt af klarhed og reduktion – og brings her i konteksten af en nøgtern produktionsprotokol.
spændingen opstår netop ud fra denne overlejring: kropslighed og teknik, intimitet og reproduktion, tegning og trykproces. Det selvklæbende underlag forstærker dette yderligere. Det gør værket potentielt til noget anvendeligt, flytbart, næsten funktionelt – et billede, der ikke kun kan ses, men også kan bruges.
Nummereringen 300/300 markerer bevidst slutningen af oplaget. I et system, der i forvejen opererer med lighed, får netop den sidste nummer sin egen kvalitet: ikke eksklusivt i klassisk forstand, men som grænsen for serien.
Inden for Herolds værk passer arbejdet konsekvent ind. Siden 1980’erne har han haft større interesse i betingelserne for, hvordan det opstår og cirkulerer frem for det autonome kunstobjekt. Sprog, materiale, kontekst og produktionsmåde bærer ligeværdig betydning. „Nietenblatt“ er derfor en ideel bærer: Det er per definition marginalt – og bliver netop dermed til et præcist sted for kunstnerisk refleksion.
Arbejdet opererer dermed på flere niveauer samtidigt: som tegning, som trykprodukt, som kommentar til kunstbranchen og som ironisk omvæltning af værdi og forventning. Dets styrke ligger ikke i formel overdådighed, men i konceptuel skarphed og i den kontrollerede underbud af, hvad man sædvanligvis forventer af et „kunstværk“.