Cristine Balarine - The place where mountains are cathedrals _ XL large original abstract painting






Har en bachelor i kunsthistorie og en kandidatgrad i kunst- og kulturledelse.
| € 290 | ||
|---|---|---|
| € 270 | ||
| € 250 |
Catawikis køberbeskyttelse
Din betaling er sikker hos os, indtil du modtager din genstand.Se flere oplysninger
Trustpilot 4.4 | %{antal} anmeldelser
Bedømt som Fremragende på Trustpilot.
Cristine Balarine, The place where mountains are cathedrals _ XL large original abstract painting, akrylmaleri, original, 2025, 110 cm høj × 145 cm bred, Italien, håndsigneret.
Beskrivelse fra sælger
The Place Where Forests Are Cathedrals fremkalder en tilstedeværelse. Det er mindre et maleri af træer og lys end en meditation over, hvad der er helligt i den naturlige verden. Jeg ser skoven som en åndelig arkitektur, dens søjler, der strækker sig mod himlen, kanopier, der danner hvælvede lofter, stilheden, der rummer mere end fravær. I tusindvis af år har en katedral været skoven et sted for ærbødighed, hvor den almindelige handling at stå stille bliver til bøn.
Det, maleriet peger mod, er vores gamle, næsten glemte forhold til naturen som helligdom. Længe før sten og farvet glas fandt menneskene transcendens under grene, floder og stjerner. At gå blandt disse træer er at træde ind i liturgi uden ord, for at blive mindet om, at det hellige ikke er begrænset til bygninger, men vokser ud af jorden selv.
Vores arbejde opfordrer os til at huske: respekt er ikke adskilt fra økologi. At beskytte skove er ikke blot en handling af bevarelse, men af hengivenhed — at passe på livets alter. På denne måde handler maleriet ikke blot om skønhed eller ærefrygt, men om tilhørsforhold. Det antyder, at vi ikke er besøgende i denne katedral; vi er en del af dens menighed, bundet til dens cyklusser af lys, forfald og fornyelse.
Sælger's Historie
The Place Where Forests Are Cathedrals fremkalder en tilstedeværelse. Det er mindre et maleri af træer og lys end en meditation over, hvad der er helligt i den naturlige verden. Jeg ser skoven som en åndelig arkitektur, dens søjler, der strækker sig mod himlen, kanopier, der danner hvælvede lofter, stilheden, der rummer mere end fravær. I tusindvis af år har en katedral været skoven et sted for ærbødighed, hvor den almindelige handling at stå stille bliver til bøn.
Det, maleriet peger mod, er vores gamle, næsten glemte forhold til naturen som helligdom. Længe før sten og farvet glas fandt menneskene transcendens under grene, floder og stjerner. At gå blandt disse træer er at træde ind i liturgi uden ord, for at blive mindet om, at det hellige ikke er begrænset til bygninger, men vokser ud af jorden selv.
Vores arbejde opfordrer os til at huske: respekt er ikke adskilt fra økologi. At beskytte skove er ikke blot en handling af bevarelse, men af hengivenhed — at passe på livets alter. På denne måde handler maleriet ikke blot om skønhed eller ærefrygt, men om tilhørsforhold. Det antyder, at vi ikke er besøgende i denne katedral; vi er en del af dens menighed, bundet til dens cyklusser af lys, forfald og fornyelse.
