50,8 cm Lapis Lazuli obelisk Obekisk - Højde: 50.8 cm - Bredde: 127 mm- 4200 g - (1)

Lapis lazuli (UK: /ˌlæpɪs ˈlæz(j)ʊli, ˈlæʒʊ-, -ˌli/; US: /ˈlæz(j)əli, ˈlæʒə-, -ˌliˌ læˈzuːli/) er en dybblå metamorf sten, der bruges som en semi-ædelsten, og som har været værdsat siden oldtiden for sin intense farve. Dets navn stammer fra det persiske ord for ædelstenen, lāžward, og fungerer som rod for ordet for 'blå' på flere sprog, herunder spansk og portugisisk azul og engelsk azure. Lapis lazuli er en sten bestående primært af mineralerne lazurite, pyrite og calcite. Allerede i det 7. årtusinde f.Kr. blev lapis udvundet i Sar-i Sang-minerne, i Shortugai, og i andre miner i Badakhshan-provinsen i det moderne nordøstlige Afghanistan. Artefakter af lapis, dateret til 7570 f.Kr., er fundet i Bhirrana, som er det ældste sted for Indus Valley Civilisation. Lapis var højt værdsat af Indus Valley Civilisation (3300–1900 f.Kr.). Lapis-perler er fundet ved neolithiske grave i Mehrgarh, Kaukasus, og så langt væk som i Mauretanien. Det blev brugt i gravemasken af Tutankhamun (1341–1323 f.Kr.).

Ved slutningen af middelalderen begyndte Europa at importere Lapis lazuli for at male det til pulver og fremstille ultramarinpigment. Ultramarin blev brugt af nogle af de vigtigste kunstnere i renæssancen og barokken, herunder Masaccio, Perugino, Titian og Vermeer; det blev ofte reserveret til tøjet på de centrale figurer i deres malerier, især Jomfru Maria. Ultramarin er også blevet fundet i tandsten hos middelalderens nonner og skrivere, måske som følge af, at de slikker deres malerpensler, mens de producerer middelalderlige tekster og manuskripter.[9]

Historie
Udgravninger fra Tepe Gawra viser, at Lapis lazuli blev introduceret til Mesopotamien omkring den sene Ubaid-periode, ca. 4900–4000 f.Kr. En traditionel forståelse var, at Lapis lazuli blev minedet omkring 1.500 miles mod øst – i Badakhshan. Faktisk tolkes det persiske لاژورد lāžavard/lāževard, også skrevet لاجورد lājevard, ofte som at have oprindelse i et lokalt stednavn.

Fra persisk kommer det arabiske لازورد lāzaward, som er den etymologiske kilde til både det engelske ord azure (via gammelfransk azur) og middelalderlatin lazulum, hvilket kom til at betyde 'himmel' eller 'himmelrum'. For at skelne blev lapis lazulī ('lazulims sten') brugt til at referere til selve stenen, og dette er det udtryk, der i sidste ende blev importeret til mellemengelsk.[11] Lazulum er et etymologisk relateret til farven blå og bruges som rod til ordet for blå på flere sprog, herunder spansk og portugisisk azul.[11][12]

Miner i det nordøstlige Afghanistan fortsætter med at være en væsentlig kilde til lapis lazuli. Vigtige mængder produceres også fra miner vest for Lake Baikal i Rusland og i Andesbjergene i Chile, som er den kilde, inkaerne brugte til at skære artefakter og smykker. Mindre mængder udvindes i Pakistan, Italien, Mongoliet, USA og Canada.[13]

Videnskab og anvendelser
Komposition
Den vigtigste mineralske komponent i lapis lazuli er lazurit[14] (25% til 40%),[citation nødvendig] et blåt feldspathoid-silikat mineral fra sodalit-familien, med formelen Na7Ca(Al6Si6O24)(SO4)(S3) ·H2O.[15] De fleste lapis lazuli indeholder også calcit (hvid) og pyrit (metallic gul). Nogle prøver af lapis lazuli indeholder augit, diopsid, enstatit, mica, hauynit, hornblende, nosean og svovlrig löllingit geyerite.

Lapis lazuli forekommer normalt i krystallinsk marmor som følge af kontaktmetamorfose.

Farve

Lapis lazuli set gennem et mikroskop (x240 forstørrelse)
Den intense blå farve skyldes tilstedeværelsen af trisulfur radical anion (S•−).
3) i krystallen.[16] Tilstedeværelsen af disulfur (S•−
2) og tetrasulfur (S•−
4) Radikaler kan skifte farven mod henholdsvis gult eller rødt.[17] Disse radikale anioner erstatter chloridanionerne i sodalitstrukturen.[18] S•−
3 radikal anion udviser et synligt absorptionsbånd i området 595–620 nm med høj molar absorptivitet, hvilket fører til dens lyseblå farve.[19]

Kilder
Lapis lazuli findes i kalksten i Kokcha-floddalen i Badakhshan-provinsen i det nordøstlige Afghanistan, hvor Sar-i Sang-minedepoterne har været udnyttet i mere end 6.000 år. Afghanistan var kilden til lapis for de gamle persiske, egyptiske og mesopotamiske civilisationer, samt de senere grækere og romere. De gamle egyptere erhvervede materialet gennem handel med mesopotamierne som en del af Egypten-Mesopotamien-forhold og fra det gamle Etiopien. Under højden af Indus-dalens civilisation, omkring 2000 f.Kr., blev den harappanske koloni, nu kendt som Shortugai, etableret nær lapis-minerne.

Udover de afghanske aflejringer udvindes lapis også i Andesbjergene (nær Ovalle, Chile); og vest for Lake Baikal i Sibirien, Rusland, ved Tultui lazurittilageret. Det udvindes i mindre mængder i Angola, Argentina, Burma, Etiopien, Pakistan,