[ANONYME. Attribué à A.C. de Caylus, à T.S. Gueulette ou à F. J. de P. Bernis] - Nocrion - Conte Allobroge [sans réserve] - 1747

Meget eftertragtet opera for indhold og sjældenhed blandt samlere af unikke og gamle tekster.



Rilegatura 19e - i læder - unikt værk.

Chagrin Rouge dekoreret med indlæg i guld på skiverne til bag- og operatitel.

38 sider med en værdifuld udskæring på forsiden og 5 ark med yderligere seks tavler, der indeholder den skrevne præsentation med underskrift og dato, komplet og originalt værk.

Mål: (15,8 x 9,7 cm)

Mod midten af 1740'erne holdt Caylus ugentlige skriveværksteder, hvor deltagerne blev enige om niveauet og den sproglige stil, der skulle bruges, så teksten muligvis blev skrevet kollektivt.

Den videnskabelige forskning indebærer indsamling og sammenligning af lignende data med det formål at udvikle generelle hypoteser. Caylus' mémoire om fabliaux fra 1746 (ikke offentliggjort før 1753) foregriber Nocrion en smule. Den fiktive indledende brev til Nocrion er dateret december 1746, med trykåret 1747 på forsiden.

Den historiske og poetiske fortælling begynder med Conte Allobroge, der rider med sin pageske ved sin side, og de ankommer nær en vandløb. Under opholdet finder pagesken nogle kvindetøj og tager det for at skjule det. Senere møder de tre kvinder, som i den historiske fortælling antages at være tre skovfe. De tre unge kvinder, for at få deres tøj tilbage, giver Conte en 'Magisk' evne, og herfra fortsætter historien med den opførelse, der er præsenteret.

I 1746 offentliggjorde Caylus anonymt en oversættelse af et andet fabliau, der fokuserede på afsløring af seksuelle hemmeligheder, Le Mantel mal taille (eller Court-Mantel), i sin tematiske samling, Les Manteaux. I dette fabliau klæder en magisk 'dårligt skåret' kappe utro kvinder, der er for korte eller for lange, hvilket forårsager kaos ved Kong Arturs hof.

Det huskes, hvordan Madame de Graffigny (1695–1753) blev rystet, da hun opdagede, at hun havde brugt et middelalderligt manuskript som en af sine kilder. The Coats er en samling af elleve fortællinger og en sang om temaet kappe, der gennemstrømmer historie, litteratur og sprog verden over; kun én af dem er et frækt fabliau. Den anden del, '2. del, som vi kan undlade at læse', indeholder akademiske noter, nogle gange seriøse og nogle gange latterlige. Gåden ligger i banaliteten af kappen som genstand for lærdom, måske som en echo af fortællinger-objekter, der giver stemme til en nål eller en mønt, selvom i Les Manteaux stimulerer kappen andres ord, selv om den forbliver strengt non-verbal.

Spændingen mellem forfatterens forsigtighed som antikvarisk skribent og hans mindst lige så lærde åbning over for gamle tekster afslører magtspillet i censuren. Nocrion tilbyder en proto-akademisk version (i stedet for pseudo-versionen af fabliau'en), og behandler den som en tekst, der modtages med spænding og sproglig snilde. Historien handler om det hemmelige sprog og kvindekroppenes erfaringer, men hendes læsere er flydende i gamle og fremmede sprog.

Men på samme tid mærkes en angst for at kategorisere og navngive de interesser, der er beskrevet, som levende og studerende. Nogle, selvom de er levende, synes at være bestemt til at forblive usynlige og undslippe klassificering, selv med brug af det mørkeste sprog. Disse 'hemmeligheder' er nødvendigvis ikke tavse. At give dem en stemme gør dem potentielt til genstand for viden. Det er bemærkelsesværdigt, at Nocrion er en tekst, der søger at give en ny stemme til sproget og tekster fra den fjerne fortid gennem en interesse for kvindelige stemmer, hvilket i høj grad er karakteristisk for den tid. Middelalderen er engageret i opgaven med at navngive den udvidende verden af oplysningsviden, ligesom det franske middelalderlige fabliau, omformuleret som libertinsk værk eller som studieinteresse, fandt et nyt publikum og et nyt sprog, som det er illustreret på fremragende vis.

De fotografiske billeder er til demonstration af den fremragende tilstand af dette sjældne samlerobjekt, til venlig opmærksomhed.