Michel Suret-Canale (XX-XXI) - Hommage silencieux à Nicolas de Staël, XL

« Silence » — Hyldest til Nicolas de Staël

Olie på lærred, 70 × 100 cm, Suret-Canale, 2025

Med dette rummelige og levende lærred foreslår Michel Suret-Canale en dybt personlig hyldest til Nicolas de Staël, ikke gennem imitation — umuligt og unødvendigt — men gennem en levende genfortælling af et grundlæggende gestus: søgen efter en malerisk syntese, der er født af rejse, tegning og det indre stilhed.

Værket præsenterer sig som en farverig arkitektur, opbygget af tykke lag, impastoer og skarpe flader, hvor mørke masser og lyse glimt balancerer hinanden. Farveblokkene — røde, okker, blå, dybgrønne — organiserer sig som fragmenter af et mentalt landskab, både abstrakt og beboet. I midten fanger et lille detalje øjet:
Silhuetten af en mand med sin cykel, en næsten hemmelig figur, lagt som et ydmygt og diskret vink til en skelsættende episode i Staëls liv.

Før han blev maleren af den chromatiske densitet, vi kender, var Staël en gående, en cyklist, der i 1936 krydsede krigsramte Spanien. Denne rejse er ikke blot en biografisk eventyr: det var øjeblikket, hvor Staël, stadig meget ung, forstod, at verden ikke kan gribes gennem fotografi eller rå erindring, men gennem utrættelig tegning.
Under denne rejse fyldte han notesbøger efter notesbøger: forladte byer, antydede silhuetter, stødende arkitektur, afgrænsede horisonter. Det er allerede her, ideen om et maleri lavet af blokke, spændinger og væsentlige masser, begynder at forme sig, som om virkeligheden skulle rekonstrueres af hånden, tålmodigt, i ensomheden af streget.

Suret-Canale søger ikke her at rekonstruere en stil: han fortsætter dens momentum.
Lærredet læses som et palimpsest af hukommelse og maleri, et indre kort hvor hver farve er et sted, hver rektangel et trin, hver overlejring en erindring, der insisterer. Den kyrilliske inskription, 'tichina', indgraveret i materialet — тишина, 'stilhed' — giver hele værket en metafysisk tone: maleriet bliver til et rum for eftertanke, en hyldest til den absolutte koncentration, som Staël krævede for sit arbejde, og et nik til sin russiske oprindelse.

Man kan ane i denne komposition en implicit fortælling.
— rejsendes stilhed ;
— verdens uendelighed, som han gennemløber ;
— fragmenteringen af det reale, som kun maleriet kan samle.
— en lille, stædig, skrøbelig cyklist, men dernæst fremad med en næsten åndelig beslutsomhed.

Denne cykelfigur bliver symbolet på kunstnerens indre pilgrimsrejse — den hos Staël engang, den hos Suret-Canale i dag. Den siger, hvad alle malere ved: at man rejser for at se, men maler for at forstå.

I 'Silence' er farven ikke blot dekorativ: den er materie-verden, koncentreret energi, eksistensdrivkraft. Det dybe sort øverst, de mættede blå, de tætte gule, de glødende røde udgør en slags brat symfoni, hvor lyset altid ender med at trænge igennem. Lærredet bærer således noget af Staël, men filtreret gennem et resolut moderne sprog: mere frit, mere narrativt, mere allusivt.

„Stilhed“ er derfor en hyldest, men også en genbekræftelse af gestusens kraft: at male er at genopbygge det virkelige ud fra kaos; at bevæge sig frem er at give mening til fragmenterne.

En stærk, vibrerende skitse, der taler lige så meget om maleri som om skæbne.