Sebastiaan Mattheus Sigismund de Ranitz (1846-1916) - Pastoraal landschap met rustende personen

Smukt 1800-tals, let impressionistisk malet pastoral landskab med hvilende personer. Maleren af dette akvarel er ingen ringere end Jonkheer Sebastiaan Mattheus Sigismund de Ranitz (1846-1916), som ud over at være en begavet kunstner især er blevet kendt som den formodede far til den senere dronning Wilhelmina (og dermed tipoldefar til den nuværende konge Willem-Alexander).
Akvarellen på papir er i god stand med stadig smukke (efterårs)farver. Signeret og dateret i nederste venstre hjørne og flot indrammet. Målene på akvarel er 25x35cm.




Jonkheer Sebastiaan Mattheus Sigismund de Ranitz (1846-1916), den formodede far til Dronning Wilhelmina.

Det biologiske faderskab for den dengang 63-årige konge Willem III er til debat. Han skulle nemlig på et senere tidspunkt, på grund af syfilis, ikke have kunnet få børn. Ifølge rygter skal man dengang i Willem IIIs nærmeste omgivelser have søgt efter en egnet kandidat til at skabe en tronfølger for Emma. Valget skulle have faldet på Jonkheer Sebastiaan Mattheus Sigismund de Ranitz (1846-1916), søn af Sebastiaan Mattheus Sigismund de Ranitz (1804-1884) og Anna Margaretha Jacoba Frans. Han havde opnået stillingen som ordonnansofficer for Prins Alexander og kaptajn i infanteriet i det hollandske militær. I den egenskab blev han udnævnt til privatsekretær og adjutant for Kong Willem III. Efter kongens død blev han adjutant for Emma og senere, ved kongelig resolution, hædret med titlen Jonkheer i adelen. I 1894 foreslog Emma ham til forfremmelse til major, men dette blev afvist af den daværende forsvarsminister Schneider (1832-1925). Efter et møde i ministerrådet blev de Ranitz endda sendt på pension, som følge af en dom af krigsretten. Dronningemoderen Emma fortsatte dog med at have tillid til sin adjutant og gav ham selv et spil trik trak, som hun havde arvet fra sin mand, Kong Willem III. Det var også kendt, at Wilhelmina var tonehør. Dette er arveligt, mens hverken Emma eller Willem III var kendt for at lide af tonehør. Underligt, for de Ranitz havde faktisk problemer med tonehør. Han var også en dygtig tegner og maler, og hans værker minder meget om Wilhelminas. Det er tænkeligt, at denne egenskab, kreativitet og temaval også er arvelig.