Stefanie Schneider - White Trash Beautiful II (29 Palms, CA)

Original photograph af den tyske fotograf Stefanie Schneider (*1968), kunstner Inventory #598.

White Trash Beautiful II (29 Palms, CA)
Udgave: 2/10
PROCES: Arkiv C-Print
Alder / periode: 1999
DIMENSIONER: 20 x 20 cm
i fremragende stand

fra: Interview Photonews:

Marc Peschke: For nogle år siden flyttede du helt fra Berlin til det sydlige Californien. Hvad er der sket i Californien siden da? Hvordan lever du? Og hvad arbejder du på lige nu?
Stefanie Schneider: I december 2019 ændrede alt i mit liv i Berlin sig uventet. Huslejen på mit kunstnerstudie og laboratorium blev fordoblet, og dynamikken med udlejeren blev uudholdelig. Det var klart, at tiden var inde til at flytte, og det gjorde vi – hurtigt og beslutsomt. I april 2020 vendte jeg tilbage til Berlin for at overvåge flytningen, sikre at alt blev pakket omhyggeligt i to fragtcontainere på fyrre fod. Da pandemien forværredes, blev hastigheden omkring flytningen øget. Det var stressende, men også mærkeligt passende – et øjeblik i tiden, der spejlede en større, personlig forandring.
At forlade Berlin handlede ikke blot om at undslippe logistiske udfordringer. Det handlede om at trække sig tilbage fra en verden, der var blevet for indviklet i støj, forpligtelser og forventninger. Denne flytning var dybt refleksiv, og det føltes næsten som en handling af genopretning. Flytningen til Southern California var mere end blot en forandring af omgivelser; det var en tilbagevenden til plads — plads til at tænke, plads til at skabe, plads til blot at eksistere væk fra den ubønhørlige tempo i det moderne liv.
I denne isolation fandt jeg en stille resonans med arbejdet og filosofierne hos Joseph Beuys. Han talte ofte om vigtigheden af at vende tilbage til naturen, om at distancere sig fra samfundets pres, og om den livsvigtige betydning af ensomhed som en måde at regenerere og forvandle sig på. Ligesom Beuys trak jeg mig tilbage fra den ydre verden — ikke for at flygte, men for at forbinde med noget dybere. Isolationen handlede ikke om ensomhed, men om at genindstille sig til en mere autentisk livsrytme. Det var et rum, hvor jeg kunne lytte, reflektere og udvikle mig uden forstyrrelser.
I de sidste fem år har jeg levet sådan—helt adskilt fra familie, tidligere venner og de bredere sociale strukturer, der engang definerede mit liv. Det har ikke været let, men det har givet mig en dybere forbindelse til landet, til de dyr, jeg passer, og til min kunst. Landet her, med sin råhed, sin plads og sin stilhed, er blevet en slags lærred for min personlige og kreative rejse. Det store ørkenlandskab spejler de temaer, jeg udforsker i mit arbejde: isolation, forfald, forvandling og tidens gang. I denne ensomhed har jeg opdaget, at min kreativitet kan blomstre, uden at blive forstyrret af verdens støj.
Ligesom Beuys så forbindelsen mellem selvet, naturen og kunsten som essentiel for det kreative arbejde, er jeg også kommet til at forstå, at ægte kunst er født ud af en dyb følelse af selvforsyning og forbindelse til den naturlige verden. I dette afsides rum har jeg oplevet en slags alkymi—at forvandle isolation til inspiration, overgivelse til klarhed. De lange timer, jeg har tilbragt med dyr, den omhyggelige pleje af dem, og refleksionen i ensomhed har formet min praksis på måder, jeg ikke kunne have forudset.
I dette stille, selvpålagte eksil har jeg fundet noget forvandlende – en dybere forståelse af rytmerne i mit arbejde og liv. Jeg lever fuldt ud i denne nye tilværelse, og det er fra denne ensomhed, jeg fortsætter med at skabe, uden kompromiser, uden de samfundsmæssige forventningers begrænsninger. Retreatet har givet mig plads til at udforske nye dimensioner af min kunst og af mig selv, og det er en rejse, jeg stadig er på. Fem år og stadig tæller.