Barberot Sylvain - Echo

Selvportræt — “Echo”
Indgraveret spejl, lysudstyr

I denne variation af serien Selvportræt fortsætter værket refleksionen over selviscenesættelse ved at flytte den til en resonanslogik. Et enkelt spejl, hvis belægning er delvist fjernet, viser ordet echo i lyset. Som i de andre værker påtræder teksten ikke direkte; den tilnærmer sig, afhænger af observatørens position, af lyset og øjeblikket.

Spejlet er ikke længere blot en overflade af erkendelse, men en retur-overflade. Det producerer ikke et fast billede; det returnerer, forvrider, diffrakterer. Refleksen bliver et transitært fænomen, tilsvarende et lydecho: en forsinket tilsynekomst, et spor der dannes i intervallet mellem tilstedeværelse og forsvinden.

Kunstneren placerer sig her i en form for mellemled. Ved at spejle sig i værket viser han sig ikke direkte; han fremtræder som et gennemløb, en oversættelsesoverflade. Verden, opfanget af blikket, sendes tilbage som et billede — forvandlet, flyttet, recomponeret. Selvportrættet bliver således mindre en selverkendelse end en proces af modtagelse og restitution.

Ordet echo, gravet i belægningen, fungerer som en diskret nøgle til fortolkning. Det minder om, at ethvert billede allerede er en tilbagevending, en klang. I lighed med en lyd, der reflekterer sig i rummet, breder spejlets refleksion sig, fragmenterer sig og forsvinder. Der findes ingen fastholdelse; blot successive fremtrædender.

Således indskriver værket den kunstneriske praksis i en flygtig tidslighed: ricochet, den dæmpede gentagelse, den gradvise glide mod stilheden. Kunstneren, langt fra at være en oprindelse, bliver et gennemløbspunkt — et sted hvor verden spejler sig, inden den forsvinder.