Nanda Vigo (1936-2020) - Electric Light Project

Nanda Vigo, Elektrisk Lys-projekt. 1971. Original serigrafi. Ark mål 50 x 50 cm. Håndsigneret af kunstneren og nummereret 183/250. Tørstampel Il Segnapassi Pesaro. En af de meget få grafikker, som kunstneren har skabt. En halo i et hjørne (se foto). Til auktion uden reserve! Gruppe 0 Piero Manzoni Lucio Fontana.

Fernanda Enrica Leonia Vigo, kendt som Nanda Vigo[1] (Milan, 14. november 1936 – Milan, 16. maj 2020), var en italiensk designer.

Biografi

"Museo Alternativo Remo Brindisi", udvendig

"Museo Alternativo Remo Brindisi", indvendig

"Museo Alternativo Remo Brindisi", indvendig

"Museo Alternativo Remo Brindisi", indvendig

"Museo Alternativo Remo Brindisi", indvendig

Ifølge den slægtsforskning, som hun selv har skrevet, nedstammede hun fra nogle berømte kunstnere gennem moderen, nemlig Cesare Carnesecchi Coppini, koreograf og direktor for balletskolen ved La Scala-teateret i Milano, samt den berømte tenor Enrico Barbacini. Med faderen tilhørender en gammel familie af spansk oprindelse, af industrielt hierarchy. Uroligt blev hun opvokset af bedstemor Ida Cidonia Carnesecchi Coppini (... "Kort sagt var bedstemor Cidonia hele familien for mig. Hun var bestemt streng; som tyveårig skulle jeg være hjemme igen ved midnat, ellers stod hun ventende i døren med kosteskaftet i hånden, men hun var også den eneste, der gav plads til mit ønske om at arbejde i kunsten.")

Efter sine studier i sin hjemby ved det kunstneriske gymnasium Orsoline i Via Lanzone[2], deltog hun ved Institut Polytechnique i Lausanne. Hun åbnede sit første atelier i 1959 og arbejdede derefter mellem Milano og Østafrika.[3]

Som arkitekt konstruerede hun sammen med andre kirkegården Rozzano; alene tegnede hun projektet for Remo Brindisi’s hus-museum ved Lido di Spina, indviet i 1973. Hun arbejdede med Gio Ponti på huset under bladet i Malo (Vicenza) og med Lucio Fontana. Hun delte flittigt Milanos avantgarde i 1960’erne og 1970’erne.

Allerede i 1971 vandt hun New York Industrial Design Award og i 1976 den første Saint Gobain-pris for design; mens hun i 1982 deltog i den XL Biennale i Venedig. Som følge af en lang karriere kom hendes værker i 2013 også ind i udenrigsministeriets permanent samling.[4] I 2014 udstillede hun på Guggenheim Museum i New York i retrospektivet dedikeret til Zero-gruppen.[5]

I 2018 arrangerede hun i Milano, i kirken San Celso, en udstilling/arrangement med titlen Global Chronotopic Experience, med det formål at genoplive et Chronotopisk Miljø i rustfrit stål og Perspex, lignende det, kunstneren lavede i 1967 ved Milano-galleriet Apollinaire.[6][7] En dygtig kombination af neons geometrier med reflekterende materialer og "lydløfter" var igen indholdet i udstillingen i Palazzo Reale da Milano, kurateret af Marco Meneguzzo til ære for hende sommeren 2019.[8][9]

Hun døde den 16. maj 2020 i en alder af 83 år. Hendes urne blev nedsat i et lille kapel på Bruzzano-kirkegården.[10]

Hendes private samling, bestående af hele 108 værker doneret af hende, er i dag en del af den permanente udstillingssti på Museo San Fedele i Milano.[11]

Værker
1964 - Labyrint chronotipisk ved Rom Quadriennalen
1982 - Exterior for Artventure ved Venedigbiennalen, ved Magazzini del Sale
1983 - Light progression
1983 - Light tree
1985 - Sun & Island ved Bari’s Gallerie Speciale
1993 - Light Progression Enviroment
1993 - Fly Away for Biasi Emilio & Figli, Verona
2005 - Goral
2005 - Base Line Totem
2018 - Global Chronotipic Experience

Udstillinger
2014 - ZERO: Countdown to Tomorrow, 1950’erne–60’erne, Guggenheim Museum, New York
2018 - Global Chronotipic Experience, Kirken San Celso, Milano

Priser og anerkendelser
1971 - Award New York Industrial Design, for lampen Golden Gate
1976 - Saint Gobain-prisen for design
2020 - Compasso d’oro for karrieren