Antonio Nasuto - Wet eyes

Antonio Nasuto bliver kandidat i Arkitektur ved Napoli Universitet, hvor han senere gennemfører en tre-årig specialisering i Design. Denne tværfaglige uddannelse påvirker hans visuelle sprog i høj grad, kendetegnet ved konstruktiv stringens og fokus på billedets struktur. Han er i øjeblikket adjunkt i Kunstnerisk Anatomi ved Foggia Kunsthøjskole, supplerende sin undervisning med en konstant malerisk forskning, der fokuserer på menneskekroppen og figurenes narrative dimension. Han udstiller i soloudstillinger og fællesudstillinger både nationalt og internationalt. Blandt hovedværkerne: soloudstillinger på Palazzetto dell’Arte i Foggia (2002, 2003), den samlede udstilling dedikeret til P. P. Pasolini ved Foggia Retterstedet for Told/Tribunale della Dogana (2007), 150 Souvenirs d’Italie hos Galleria d’Arte Moderna e Contemporanea ”Atelier degli Artisti” i Rom (2011), Il filo di Arianna. Labirinto fisico e mentale ved Palazzo delle Arti Beltrani i Trani (2011), soloudstillingen på Palazzo Ducale Paternò Caracciolo i Pietramelara (2013) og L’ospite inatteso i Villetta Barrea (2016).
Der er øjeblikke, hvor kærligheden ikke længere taler, men fortsat gør sig hørt. I dette værk synes de to kvinder netop at være der: i det nøjagtige punkt, hvor det, der binder dem, vakler, men ikke giver efter helt. Der er en ny afstand, alligevel fuld af tilstedeværelse. En af dem bærer en smerte, der ikke laden sig udtale. Hun holder den i hænderne, beskytter den og samtidig frygter den, som om den var en del af hende, der pludselig vejer tungere end resten. Den anden bliver, trods alt, tilbage. Hendes blik fordømmer eller trøster ikke: det søger. Søger det, der er ved at gå tabt, det som måske ikke længere kan reddes, og det som begge ellers ville have ønsket at holde tæt.
Mellem dem, næsten som en oversættelse af deres indre tilstand, en advarsel: Wet Eyes. Det er ikke en skiltet, men en tilstand. De våde øjne er beviset på, at kærlighed, når den er virkelig, aldrig forbliver uskadt. Hjertet glider, snubler, såres netop dér, hvor det troede, det var mest stabilt.
Og så er der den stille, røde tilstedeværelse som en hukommelse, der brænder: mannequinen. Det er ikke et objekt, men en mulighed. En tredje, som generer mellemrummet mellem dem: et minde, et ønske, et ideal, et tvivl. Det har ikke ansigt, og netop derfor kan det få nye ansigter i talrige. Det er det, der deler, forvirrer, og det, der forbliver hængende, også når alt tavser.
Dette maleri fortæller ikke en scene; det fortæller en overgang. Den skrøbelige passage, hvor kærligheden mellem kvinder – som enhver kærlighed, der tør være fuld – viser sin sårbarhed. Det er et øjeblik, hvor man forstår, at intet bånd er immun mod sprækker, og at netop disse sprækker nogle gange er den eneste mulige sandhed. For der er historier, som ikke måles efter det, der siges, men efter det, der bliver i øjnene, når ordene mangler. Og her, i de begge tos våde øjne, læses alt stadig.