Franciscus de Smidt - Het leven van P. Petrus Canisius - 1652

Bogen
Livet af R.P. Petrvs Canisivs Soc. Iesv, som udkom i Antwerpen i 1652 hos Cornelis Woons, er den allerførste nederlandsk-sprogede biografi om Petrus Canisius (1521–1597). Udgivelsen kom femive og halvtreds år efter Canisius’ død og var tilegnet hans familie og blodslægning. Værket består af 436 sider i lille oktavo-format (15,5 × 9,5 cm) og indeholder en gravurett titelblad og en fuldsides kobbergravure — typisk for den syttende århundredes antwerpske helligkundskabsbogproduktion, hvor tekst og billede sammen skulle støtte den fromme oplevelse. Den samtidige pergamentbindning med spansk fald understreger, at det dengang blev anset som en værdifuld udgivelse, beregnet til langvarig brug i åndelige og lærde kredse.

Forfatteren: Franciscus de Smidt (1576–1659)
Franciscus de Smidt var en flamisk jesuit, som levede i en periode, hvor Jesuordenen i de sydlige Nederlandene var på højden af sin indflydelse. Antwerpen fungerede som et vigtigt centrum for Reformationens modstand og som et forlæggercentrum for katolsk litteratur, der betjente hele Nordeuropa. De Smidt skrev inden for sin ordenes helligkresnes-tradition: Biografier om fremtrædende jesuitter tjente ikke kun som erindring, men fungerede også som åndeligt forbillede for læsere og som et instrument i kampen mod protestantismen. At han valgte Canisius — som dengang endnu ikke var helligforklaret — som emne viser både ordenstro og et bevidst skridt i den langsom gangende tilbedelse. De Smidt døde i 1659, syv år efter udgivelsen af sin bog.

Emnet: Petrus Canisius (1521–1597)
Petrus Canisius, født i Nijmegen, var den første nederlænding, der trådte ind i Jesu ordens unge selskab, og anses som den vigtigste katolske teolog i den tysksprogede modreformation. Han blev anset som ’Tysklands apostel’ og som forsvarer af den katolske tro imod den fremrykkende reformation. Hans indflydelse strakte sig fra Trents koncil til oprettelsen af talrige jesuit-kollegier i Tyskland, Østrig og Schweiz. Hans berømte katekismus (1555) blev oversat til mange sprog og forblev i århundreder standardværket for katolsk religiøsundervisning. Bemærkelsesværdigt er, at han efter sine studier kun tre gange vendte tilbage til sit fædreland: ved sin fars død (1543), som forhandlingsmand hos kejser Karl V (1546) og som visitator (1565). Først i 1864 blev han helligforklaret og i 1925 af Pave Pius XI helligkåret og samtidig udråbt til Kirkefader — ære som han ikke nød under De Smidts liv.

Betydningen af værket
Værdien af denne udgivelse rækker ud over blot sjældenheden. På tre niveauer er værket meningsfuldt:

1. Religionshistorisk betydning. Bogen dokumenterer, hvordan tilbedelsen af Canisius formede sig i en periode, hvor han officielt endnu ikke var helgen. De Smidt bevæger sig dermed på grænsen af, hvad pave Urban VIII med sine kedsloger om helgener tilbedelse (1625–1634) havde tilladt. Anekdoten om det mirakuløst tilbagevendende billede — som via palætsgreve Wolfgang Wilhelm af Pfalz-Neuburg og skriftefader Dirk Rosmer s.j. endte hos Canisius’ familie — viser, hvordan en undergrunds fromhed fungerede inden for Roms stramme regler.

2. Litterær og sproglig betydning. Som den første nederlandsk-sprogede biografi om Canisius udgør værket et tidligt eksempel på sønder-Nederlands hægiografisk prosakunsten. Det udkommer i en tid, hvor latin stadig dominerede i lærde kredse; det bevidste valg af nederlandsk peger på et lektuar og på ønsket om at forankre den katolske identitet i folkesproget.

3. Boghistorisk betydning. Udgivelser fra Cornelis Woons i midten af det syttende århundrede er i dag særligt sjældne, især i samtidige band. Den gravurerede titelblad og kobbergravuren placerer værket inden for den højkvalitative antwerpske bogproduktion i den periode. De håndskrevne notater på skuffeblads og stempelt på første side repræsenterer desuden et eget provenance-lag — spor fra tidligere ejere, der gør bogens receptiehistorie håndgribelig.

Konklusion
De Smidts Leven van Petrus Canisius er mere end en fromhedstekst: det er et nøgle-dokument til forståelsen af, hvordan De sydlige Nederlandene formede deres rolle som en borgmagt for den Modreformation kulturelt. Det forener en flamisk jesuit (forfatter), en Nijmegen- kirkefader i avanse (emne) og en antwerpsk udgiver (produktion) til et triangel, der i høj grad medvirkede til at definere den katolske identitet i det nederlandssprogede område i det syttende århundrede. For samlere, kirkens historikere og boghistorikere er dette eksemplar derfor af usædvanlig dokumentar værdi.