Ennio Morlotti (1910-1992) - Le rose

Litografi på papir i 11 farver - Arbejde signeret i hånden nederst til højre og nummereret nederst til venstre - cm.50x70 - år 1991 - Limited edition - eksemplar som vil blive sendt med garanti-certifikat 61/100 - uden ramme - fremragende tilstande - privat samling - køb og oprindelse Italien - forsendelse via UPS - SDA - TNT - DHL - BRT.
Biografi
Ennio Morlotti, en af de vigtigste aktører i den italienske og europæiske kunstneriske rækkefølge i anden halvdel af det tyvende århundrede, blev født i Lecco ved Como-søen den 21. september 1910 i en familie, hvor faderen var krigsveteran og moderen var lærer.
Efter den første skolebørns barndom i et kollegium, hvor han desuden udmærkede sig i studierne, begyndte han i 1923 at arbejde som bogholder i et olieeksport, og derefter frem til 1936 som kontorassistent i et farveværk og som arbejdsmaskinist i en mekanisk fabrik.
På trods af de stramme livsbetingelser i disse år dedikerede han sig til studiet af gammel kunst i kirker og museer og interesserede sig også for samtidskunst, indtil han som privatist opnåede artistisk modenhed ved Brera.
Efter at have sagt op i fabrikken flyttede han til Firenze og tilmeldte sig akademiet, hvor han, under vejledning af Felice Carena, tog eksamen med en afhandling om Giotto og opnåede højeste karakter.
I 1937, takket være indtægter fra salg af tre malerier udstillet i en konkurrence for Lecco-landskabet, foretog han en rejse til Paris, hvor han så originalværker af de elskede Cézanne og Picasso.
I 1940 kom han med i Corrente-gruppen, som blev inspireret af universitetsmagasinet „Corrente di vita giovanile“, ledet af Ernesto Treccani, og fulgte dens franske ekspressionistiske orientation fra Van Gogh til Fauves.
I 1945 giftede han sig med Anna, og året derefter begyndte han at være medlem af kommunistpartiet, hvilket han var i seks måneder; det var et svært år økonomisk, men frugtbart kulturelt, da han underskrev Manifestet for Realismen, tilsluttede sig Frontet af Kunst, og gennemførte sin første soloutstilling i Milano-galleriet II Camino. Det år, takket være stipendiet, som Lionello Venturi havde skaffet ham, kunne han have opholdt sig i Paris i to år sammen med Renato Birolli, men efter to måneder vendte han tilbage til Milano, da han ikke kunne male; alligevel havde han lært at kende og besøgt Picasso’s atelier, mødt Braque, Dominguez, De Stael, Sartre og Camus.
Det var derefter, straks efter Venezia Biennalen (1948), hvor han udstillede sammen med alle medlemmer af Frontet af Kunst, at Morlotti's holdning blev defineret, og han forlod sammen med Birolli de øvrige medlemmer af gruppens “realistiske” side.
Det er netop i 1950’erne, at han producerede nogle af de kapitale værker inden for informel kunst, ikke kun Italiensk, men også europæisk, sikkert forbundet med erfaringen hos forfattere som Wols, Fautrier, De Stael, men også Pollock og De Kooning.
Biennalen åbnede gentagne gange hans værker, i 1950, i 1952 sammen med Otto-gruppen, i 1954 med et lokale båret frem af Giovanni Testori (ødelagde de udstillede værker lige derefter), i 1962 med præmien (ex æquo med Capogrossi) tildelt en italiensk kunstner, i 1964 inden for sektionen “Nutiden kunst i museer”, i 1972 med et solrum, i 1988 med endnu et solrum i pavillonen dedikeret til Italien og i sektionen dedikeret til rammen af udstillingen “Frontet af Kunst ved Biennalen i 1948”.
I 1986 og 1992 blev han inviteret til den Nationale Kunstkvadriennale i Rom.
De mest betydningsfulde helhedsudstillinger i det seneste årti er dem i 1987 i Locarno og Milano og i 1994 i Ferrara, gennemført efter hans død den 15. december 1992 i Milano.