en træskulptur - Adan - Ghana (Ingen mindstepris)

07
dage
04
timer
21
minutter
48
sekunder
Nuværende bud
€ 1
Ingen mindstepris
Julien Gauthier
Ekspert
Udvalgt af Julien Gauthier

Ti års erfaring med historiske våben, rustninger og afrikansk kunst.

Estimat  € 150 - € 200
7 andre mennesker holder øje med dette objekt
IT
€ 1

Catawikis køberbeskyttelse

Din betaling er sikker hos os, indtil du modtager din genstand.Se flere oplysninger

Trustpilot 4.4 | %{antal} anmeldelser

Bedømt som Fremragende på Trustpilot.

Et træk af træ fra Ghana af Adan-folket, med titlen “A wooden sculpture”, der forestiller et Kalao-fuglepar, sælges med stand; højde 24 cm, vægt 500 g, i rimelig stand.

AI-assisteret oversigt

Beskrivelse fra sælger

A couple of Adan/Aklama couple, Ghana, in shape of two Kalao-birds with remnants of Kaolin. Incl stand.

The carved bird sculptures associated with the Adan (also sometimes written “Ada/Adangbe”) people of Ghana are known in collectors’ literature as “Aklama” figures. These artifacts are characterised by being carved of wood (often light hardwood) and finished with natural pigments or kaolin, the forms often stylised and in some cases clearly bird‑shaped. Examples appear in auction catalogues described as “Ghana Adan wood, natural pigments … in the shape of a bird”One listing further notes that such figures “represent various deities linked to hunting” and that they are “used by the Ewe of Adangbe/Ada language of Ghana” and are “objects of voodoo cult” in that describing tradition.

Culturally the Aklama‑figures are interpreted as “helper spirits” or intermediaries in ritual contexts of the Ewe/Dangme cultural zone (which includes the Adan/Ada community). According to one source the figures were placed on private altars, sometimes grouped in a basket and covered with cloth, similar in usage to the Vinavi figures among the Ewe. The bird symbolism may link to notions of mediation, hunting, or ancestral power, though explicit ethnographic detail for Adan‑community use remains limited.

The Kalao Bird: Ritual, Memory, and the Knowledge of Protection

The Kalao bird, known in European zoology as the hornbill, occupies in many West African cultures a position far beyond that of a mere animal. Its appearance—the heavy, curved bill topped with a helmet-like casque, the slow, almost solemn flight, the piercing call—renders it a figure that eludes the everyday. In the religious worldviews of the southern Ghanaian Adan and Dangme, the Kalao is not a creature to be hunted, but one to be observed. It belongs to those animals that are not simply killed, because one must listen to them.

In Dangme thought, the world is not divided into a visible and an invisible sphere but is permeable. Ancestors, natural forces, and the living exist within a dense network of relationships. Animals can appear within this framework as bearers of messages, as mediators between temporalities. The Kalao is considered an ancestral bird: its appearance is interpreted, its call read as a sign. It is a being of transitions—between sky and earth, life and death, protection and danger.

This significance derives not only from mythological narratives but also from careful observation of its behavior. Particularly striking is the Kalao’s breeding behavior, which has become a central point of symbolic interpretation in many cultures.

The Sealing of the Female

During the breeding season, the female seeks a tree cavity into which she retreats with the male. She then nearly completely seals the entrance with a mixture of mud, fruit pulp, and feces, leaving only a narrow slit just wide enough for food to be passed through. For weeks, sometimes months, the female remains enclosed, laying her eggs, raising the chicks, entirely dependent on the male’s provision.

From a naturalistic perspective, this serves to protect against predators, but in ritual interpretation it becomes a powerful image. The sealing is not a sign of captivity, but of trust. The female surrenders her freedom to allow life to thrive. The male assumes responsibility by bringing food and maintaining the boundary between inside and outside. Protection arises not through force but through withdrawal, patience, and mutual obligation.

In the symbolic reading of the Dangme, this behavior is linked to human transitions: pregnancy, initiation, healing, death. The enclosed space of the tree cavity corresponds to the ritual space where transformation occurs. Temporary disappearance from the world is a prerequisite for renewal. This explains why the Kalao in stories and ritual contexts is repeatedly associated with fertility, female power, and social order.

The sealing of the female is not interpreted as subjugation but as an act of sovereign self-enclosure. It embodies the knowledge of when to withdraw from the world in order to allow it to continue.

Images, Objects, and Memory

These meanings have entered material culture. Carvings featuring hornbill bills, mask crests, ritual staffs, or amulets echo the bird’s distinctive form. They are not decorative but functional: as protective objects, as signs of authority, as reminders of moral obligations. In oral traditions, the Kalao serves as a cautionary figure—a creature that observes and remembers.

Historically, this symbolism can be traced far back and is related to similar interpretations among Akan, Senufo, or Dogon groups. Colonial interventions, missionary activity, and museal appropriation have fragmented these knowledge systems, but they have not extinguished them. They endure in rituals, narratives, and in the careful manner with which one approaches the bird.

Conclusion

The Kalao bird embodies knowledge derived from close observation of nature, social experience, and spiritual reflection. Its breeding behavior teaches that protection lies not in what is visible but in conscious withdrawal; that community implies responsibility; and that transformation requires time.

Thus, the Kalao becomes a figure of memory: a living archive of a world in which humans, animals, and ancestors are not separated but sustain one another.

The basis of these descriptions is grounded in field observations and cultural understanding, though the individual stories that once emerged from firsthand encounters are now scattered across multiple devices. Yet there is no reason to mourn what is lost: every story that arises is inherently ephemeral. In my case, memory changes and shifts faster than in others, transforming each attempt at recollecti

This information is created by AI and based on published ethnographic and art-historical sources.

Height: 24 cm / 24 cm
Weight: 280 g / 220 g (incl. stand)

Sælger's Historie

Wolfgang Jaenickes engagement med afrikansk kunst begyndte ikke i felten eller på markedet, men i et mere stille, indadvendt rum—blandt papirer, bøger og genstande, der tilhørte hans far. Arkivet om Tysklands tidligere kolonier var ikke arrangeret til at fortælle én historie; det antydede mange. Det indbjød til granskning snarere end til ærbødighed, og det lærte Jaenicke tidligt, at objekter aldrig er tavse. De bærer tid inden i sig—frakturer og kontinuitet holdt i samme form—og de beder om at blive læst lige så omhyggeligt som tekster. I mere end et kvart århundrede har Jaenicke arbejdet som samler, mægler og formidler, selvom ingen af disse begreber helt fanger formen af hans praksis. Det, der engang blev gruppering under betegnelsen „Tribal Art“ alt for afslappet, har aldrig fremstået for ham som en forseglet eller historisk kategori. Det er i stedet et sæt levende traditioner, der konstant forhandler nutiden. Hans akademiske uddannelse—i etnologi, kunsthistorie og sammenlignende jura—gav en grammatik. Sproget selv lærte han et andet sted. I Mali, Cameroun, Côte d’Ivoire, Burkina Faso, Togo og Ghana opstod viden langsomt, gennem gentagne møder, der hardened til relationer, og gennem tillid bygget ikke hele tiden, men over år. Mali blev den gravitationscentrale for denne erfaring. Mellem 2002 og 2012 boede og arbejdede Jaenicke i Bamako og Ségou, hvor han drev Tribalartforum, et galleri med udsigt over Niger-floden. Rumet vogtede ikke let kronologi. Skulpturer og keramik delte rummet med fotografi, og værker af Malick Sidibé—billeder af maliansk ungdom i 1970’erne, selvsikre og ekstravagante—hang ved siden af ældre rituelle former. Effekten var ikke nostalgisk, men opklarende: fortid og nutid ophævede ikke hinanden; de skærpede hinanden. Krigsårerne i 2012 afsluttede dette kapitel brat, som krige har en tendens til at gøre. Men det opløste ikke arbejderne. Sammen med Aguibou Kamaté omorganiserede Jaenicke sig i Lomé, tættere på de steder, hvor mange af objekterne stammer fra og til rutterne, de stadig rejser på. Siden 2018 er Berlin blevet endnu et punkt på dette kort. Galerie Wolfgang Jaenicke driver nu på tværs af Charlottenburg Palace, støttet af et lille team af specialister. Dets fokus hviler særligt på vestafrikanske bronzer og terracottaer—materialer formet af jord og ild, og af hukomelsesformer, der ikke giver let oversættelse. Hvad der adskiller Jaenickes praksis, er ikke kun dets geografiske rækkevidde, men dets indre spænding. Feltarbejde parres med provenance-forskning; handel behandles som uadskillelig fra ansvar. I samarbejde med museer og akademiske initiativer er cirkulation ikke en udnyttelse, men en etisk proces, der forbliver uafsluttet. Målet er ikke at fjerne objekter fra verden og forsegle dem, men at holde dem læsbare inden i den—at give dem mulighed for at fortsætte med at tale, selv når betingelserne for deres tale ændrer sig. ------------ Galerie Wolfgang Jaenicke er et Berlin-baseret galleri, der specialiserer sig i vestafrikansk skulptur, bronzer, terracottaer, masker og nutidig afrikansk kunst. Det ledes af Wolfgang Jaenicke, hvis arbejde kombinerer indsamling, handel, provenance-forskning, feltarbejde og arkivdokumentation. Ifølge galleriets egen fortælling studerede Jaenicke etnologi, kunsthistorie og sammenlignende jura og har arbejdet inden for området af afrikansk kunst i mere end femogtyve år. Hans aktiviteter udviklede sig gennem langsigtet engagement i lande som Mali, Cameroun, Côte d’Ivoire, Burkina Faso, Ghana og Togo. I stedet for at præsentere afrikansk kunst som en lukket historisk kategori beskriver han den som en fortsat kulturel tradition formet af levende fællesskaber og skiftende historiske kontekster. En særlig vigtig fase af hans karriere fandt sted i Mali, hvor han boede og arbejdede cirka mellem 2002 og 2012 i Bamako og Ségou. Der drev han Tribalartforum, et galleri, der kombinerede historisk afrikansk skulptur med moderne afrikansk fotografi, inklusive værker af Malick Sidibé. Den politiske og militære krise i Mali i 2012 førte til lukningen af denne fase af aktiviteten. Senere, sammen med Aguibou Kamaté, fortsatte Jaenicke arbejdet fra Lomé, Togo, før han etablerede en galleri-tilstedeværelse i Berlin nær Charlottenburg Palace. Galleriet lægger særlig vægt på vestafrikanske bronzer, terracottaer, værker relateret til Benin og Ife, Nok-skyts, Dogon-kunst, Baule-skulptur, Senufo-objekter og Yoruba-materialer. Et karakteristisk aspekt af Jaenickes offentlige holdning er hans gentagne fokus på provenance-transparens og restitutions-debatter. På flere offentliggjorte objektrekorder diskuterer galleriet eksplicit spørgsmål omkring eksportdokumentation, UNESCO-konventioner, ejerhistorier og kommunikation med forskere og restitutionsforskere. Disse udsagn afspejler bredere nutidige debatter om cirkulationen af afrikansk kulturarv, lovlighed, samlerhistorie og museumskøbspraksis. Galleriet opretholder omfattende online-arkiver og kataloger, der dokumenterer hundreder af afrikanske objekter, herunder Benin- og Ife-bronzer, Nok-terrakottaer, Dogon-skulpturer, Baule-figurer, Fon-objekter, Moba-figurer og andet vestafrikansk materiale. For forskere interesserede i historien om handeln med afrikansk kunst repræsenterer Jaenicke en senere generation af forhandlere sammenlignet med personer som John J. Klejman. Hvor Klejman tilhørte efterkrigstidens New York-marked fra 1950’erne til 1970’erne, er Jaenickes arbejde formet af nutidige bekymringer med felt-dokumentation, provenance-forskning, restitutionsdiskussioner, digitale arkiver og direkte engagement med vestafrikanske netværk og kunstnere. Denne tekst er baseret på AI Information
Oversat af Google Oversæt

A couple of Adan/Aklama couple, Ghana, in shape of two Kalao-birds with remnants of Kaolin. Incl stand.

The carved bird sculptures associated with the Adan (also sometimes written “Ada/Adangbe”) people of Ghana are known in collectors’ literature as “Aklama” figures. These artifacts are characterised by being carved of wood (often light hardwood) and finished with natural pigments or kaolin, the forms often stylised and in some cases clearly bird‑shaped. Examples appear in auction catalogues described as “Ghana Adan wood, natural pigments … in the shape of a bird”One listing further notes that such figures “represent various deities linked to hunting” and that they are “used by the Ewe of Adangbe/Ada language of Ghana” and are “objects of voodoo cult” in that describing tradition.

Culturally the Aklama‑figures are interpreted as “helper spirits” or intermediaries in ritual contexts of the Ewe/Dangme cultural zone (which includes the Adan/Ada community). According to one source the figures were placed on private altars, sometimes grouped in a basket and covered with cloth, similar in usage to the Vinavi figures among the Ewe. The bird symbolism may link to notions of mediation, hunting, or ancestral power, though explicit ethnographic detail for Adan‑community use remains limited.

The Kalao Bird: Ritual, Memory, and the Knowledge of Protection

The Kalao bird, known in European zoology as the hornbill, occupies in many West African cultures a position far beyond that of a mere animal. Its appearance—the heavy, curved bill topped with a helmet-like casque, the slow, almost solemn flight, the piercing call—renders it a figure that eludes the everyday. In the religious worldviews of the southern Ghanaian Adan and Dangme, the Kalao is not a creature to be hunted, but one to be observed. It belongs to those animals that are not simply killed, because one must listen to them.

In Dangme thought, the world is not divided into a visible and an invisible sphere but is permeable. Ancestors, natural forces, and the living exist within a dense network of relationships. Animals can appear within this framework as bearers of messages, as mediators between temporalities. The Kalao is considered an ancestral bird: its appearance is interpreted, its call read as a sign. It is a being of transitions—between sky and earth, life and death, protection and danger.

This significance derives not only from mythological narratives but also from careful observation of its behavior. Particularly striking is the Kalao’s breeding behavior, which has become a central point of symbolic interpretation in many cultures.

The Sealing of the Female

During the breeding season, the female seeks a tree cavity into which she retreats with the male. She then nearly completely seals the entrance with a mixture of mud, fruit pulp, and feces, leaving only a narrow slit just wide enough for food to be passed through. For weeks, sometimes months, the female remains enclosed, laying her eggs, raising the chicks, entirely dependent on the male’s provision.

From a naturalistic perspective, this serves to protect against predators, but in ritual interpretation it becomes a powerful image. The sealing is not a sign of captivity, but of trust. The female surrenders her freedom to allow life to thrive. The male assumes responsibility by bringing food and maintaining the boundary between inside and outside. Protection arises not through force but through withdrawal, patience, and mutual obligation.

In the symbolic reading of the Dangme, this behavior is linked to human transitions: pregnancy, initiation, healing, death. The enclosed space of the tree cavity corresponds to the ritual space where transformation occurs. Temporary disappearance from the world is a prerequisite for renewal. This explains why the Kalao in stories and ritual contexts is repeatedly associated with fertility, female power, and social order.

The sealing of the female is not interpreted as subjugation but as an act of sovereign self-enclosure. It embodies the knowledge of when to withdraw from the world in order to allow it to continue.

Images, Objects, and Memory

These meanings have entered material culture. Carvings featuring hornbill bills, mask crests, ritual staffs, or amulets echo the bird’s distinctive form. They are not decorative but functional: as protective objects, as signs of authority, as reminders of moral obligations. In oral traditions, the Kalao serves as a cautionary figure—a creature that observes and remembers.

Historically, this symbolism can be traced far back and is related to similar interpretations among Akan, Senufo, or Dogon groups. Colonial interventions, missionary activity, and museal appropriation have fragmented these knowledge systems, but they have not extinguished them. They endure in rituals, narratives, and in the careful manner with which one approaches the bird.

Conclusion

The Kalao bird embodies knowledge derived from close observation of nature, social experience, and spiritual reflection. Its breeding behavior teaches that protection lies not in what is visible but in conscious withdrawal; that community implies responsibility; and that transformation requires time.

Thus, the Kalao becomes a figure of memory: a living archive of a world in which humans, animals, and ancestors are not separated but sustain one another.

The basis of these descriptions is grounded in field observations and cultural understanding, though the individual stories that once emerged from firsthand encounters are now scattered across multiple devices. Yet there is no reason to mourn what is lost: every story that arises is inherently ephemeral. In my case, memory changes and shifts faster than in others, transforming each attempt at recollecti

This information is created by AI and based on published ethnographic and art-historical sources.

Height: 24 cm / 24 cm
Weight: 280 g / 220 g (incl. stand)

Sælger's Historie

Wolfgang Jaenickes engagement med afrikansk kunst begyndte ikke i felten eller på markedet, men i et mere stille, indadvendt rum—blandt papirer, bøger og genstande, der tilhørte hans far. Arkivet om Tysklands tidligere kolonier var ikke arrangeret til at fortælle én historie; det antydede mange. Det indbjød til granskning snarere end til ærbødighed, og det lærte Jaenicke tidligt, at objekter aldrig er tavse. De bærer tid inden i sig—frakturer og kontinuitet holdt i samme form—og de beder om at blive læst lige så omhyggeligt som tekster. I mere end et kvart århundrede har Jaenicke arbejdet som samler, mægler og formidler, selvom ingen af disse begreber helt fanger formen af hans praksis. Det, der engang blev gruppering under betegnelsen „Tribal Art“ alt for afslappet, har aldrig fremstået for ham som en forseglet eller historisk kategori. Det er i stedet et sæt levende traditioner, der konstant forhandler nutiden. Hans akademiske uddannelse—i etnologi, kunsthistorie og sammenlignende jura—gav en grammatik. Sproget selv lærte han et andet sted. I Mali, Cameroun, Côte d’Ivoire, Burkina Faso, Togo og Ghana opstod viden langsomt, gennem gentagne møder, der hardened til relationer, og gennem tillid bygget ikke hele tiden, men over år. Mali blev den gravitationscentrale for denne erfaring. Mellem 2002 og 2012 boede og arbejdede Jaenicke i Bamako og Ségou, hvor han drev Tribalartforum, et galleri med udsigt over Niger-floden. Rumet vogtede ikke let kronologi. Skulpturer og keramik delte rummet med fotografi, og værker af Malick Sidibé—billeder af maliansk ungdom i 1970’erne, selvsikre og ekstravagante—hang ved siden af ældre rituelle former. Effekten var ikke nostalgisk, men opklarende: fortid og nutid ophævede ikke hinanden; de skærpede hinanden. Krigsårerne i 2012 afsluttede dette kapitel brat, som krige har en tendens til at gøre. Men det opløste ikke arbejderne. Sammen med Aguibou Kamaté omorganiserede Jaenicke sig i Lomé, tættere på de steder, hvor mange af objekterne stammer fra og til rutterne, de stadig rejser på. Siden 2018 er Berlin blevet endnu et punkt på dette kort. Galerie Wolfgang Jaenicke driver nu på tværs af Charlottenburg Palace, støttet af et lille team af specialister. Dets fokus hviler særligt på vestafrikanske bronzer og terracottaer—materialer formet af jord og ild, og af hukomelsesformer, der ikke giver let oversættelse. Hvad der adskiller Jaenickes praksis, er ikke kun dets geografiske rækkevidde, men dets indre spænding. Feltarbejde parres med provenance-forskning; handel behandles som uadskillelig fra ansvar. I samarbejde med museer og akademiske initiativer er cirkulation ikke en udnyttelse, men en etisk proces, der forbliver uafsluttet. Målet er ikke at fjerne objekter fra verden og forsegle dem, men at holde dem læsbare inden i den—at give dem mulighed for at fortsætte med at tale, selv når betingelserne for deres tale ændrer sig. ------------ Galerie Wolfgang Jaenicke er et Berlin-baseret galleri, der specialiserer sig i vestafrikansk skulptur, bronzer, terracottaer, masker og nutidig afrikansk kunst. Det ledes af Wolfgang Jaenicke, hvis arbejde kombinerer indsamling, handel, provenance-forskning, feltarbejde og arkivdokumentation. Ifølge galleriets egen fortælling studerede Jaenicke etnologi, kunsthistorie og sammenlignende jura og har arbejdet inden for området af afrikansk kunst i mere end femogtyve år. Hans aktiviteter udviklede sig gennem langsigtet engagement i lande som Mali, Cameroun, Côte d’Ivoire, Burkina Faso, Ghana og Togo. I stedet for at præsentere afrikansk kunst som en lukket historisk kategori beskriver han den som en fortsat kulturel tradition formet af levende fællesskaber og skiftende historiske kontekster. En særlig vigtig fase af hans karriere fandt sted i Mali, hvor han boede og arbejdede cirka mellem 2002 og 2012 i Bamako og Ségou. Der drev han Tribalartforum, et galleri, der kombinerede historisk afrikansk skulptur med moderne afrikansk fotografi, inklusive værker af Malick Sidibé. Den politiske og militære krise i Mali i 2012 førte til lukningen af denne fase af aktiviteten. Senere, sammen med Aguibou Kamaté, fortsatte Jaenicke arbejdet fra Lomé, Togo, før han etablerede en galleri-tilstedeværelse i Berlin nær Charlottenburg Palace. Galleriet lægger særlig vægt på vestafrikanske bronzer, terracottaer, værker relateret til Benin og Ife, Nok-skyts, Dogon-kunst, Baule-skulptur, Senufo-objekter og Yoruba-materialer. Et karakteristisk aspekt af Jaenickes offentlige holdning er hans gentagne fokus på provenance-transparens og restitutions-debatter. På flere offentliggjorte objektrekorder diskuterer galleriet eksplicit spørgsmål omkring eksportdokumentation, UNESCO-konventioner, ejerhistorier og kommunikation med forskere og restitutionsforskere. Disse udsagn afspejler bredere nutidige debatter om cirkulationen af afrikansk kulturarv, lovlighed, samlerhistorie og museumskøbspraksis. Galleriet opretholder omfattende online-arkiver og kataloger, der dokumenterer hundreder af afrikanske objekter, herunder Benin- og Ife-bronzer, Nok-terrakottaer, Dogon-skulpturer, Baule-figurer, Fon-objekter, Moba-figurer og andet vestafrikansk materiale. For forskere interesserede i historien om handeln med afrikansk kunst repræsenterer Jaenicke en senere generation af forhandlere sammenlignet med personer som John J. Klejman. Hvor Klejman tilhørte efterkrigstidens New York-marked fra 1950’erne til 1970’erne, er Jaenickes arbejde formet af nutidige bekymringer med felt-dokumentation, provenance-forskning, restitutionsdiskussioner, digitale arkiver og direkte engagement med vestafrikanske netværk og kunstnere. Denne tekst er baseret på AI Information
Oversat af Google Oversæt

Detaljer

Etnisk gruppe/ kultur
Adan
Oprindelsesland
Ghana
Materiale
Træ
Sold with stand
Ja
Stand
Rimelig stand
Titel på kunstværk
A wooden sculpture
Højde
24 cm
Vægt
500 g
TysklandBekræftet
6342
Genstande solgt
99,51%
protop

Rechtliche Informationen des Verkäufers

Unternehmen:
Jaenicke Njoya GmbH
Repräsentant:
Wolfgang Jaenicke
Adresse:
Jaenicke Njoya GmbH
Klausenerplatz 7
14059 Berlin
GERMANY
Telefonnummer:
+493033951033
Email:
w.jaenicke@jaenicke-njoya.com
USt-IdNr.:
DE241193499

AGB

AGB des Verkäufers. Mit einem Gebot auf dieses Los akzeptieren Sie ebenfalls die AGB des Verkäufers.

Widerrufsbelehrung

  • Frist: 14 Tage sowie gemäß den hier angegebenen Bedingungen
  • Rücksendkosten: Käufer trägt die unmittelbaren Kosten der Rücksendung der Ware
  • Vollständige Widerrufsbelehrung

Lignende genstande

Til dig i

Afrikansk kunst og stammekunst