C.C.S. Crone - Gymnasium en liefde - 1936

Ekstremt sjælden førsteudgave af denne vigtige men næsten glemte og unge afdøde Utrecht-skribent.

Indledning af Van Oldenburg Ermke
Tegninger af Mies Crone
Udgivet som In Liefde Bloeyende Egelantier nummer 3.

Tilstand: Hæftet paperback med blødt omslag. Returryg med få våde pletter. Fjernet exlibris på forsiden af indbundet, ellers meget god.

● Cornelius Carolus Stephan Crone (Utrecht, 26. december 1914 – Arnhem, 9. november 1951) var en nederlandsk forfatter af sørgmodige, som regel i Utrecht forlagte historier.

Når Crone var blevet ud af gymnasiet, helligede han sig helt litteraturen. Han havde ikke en fast stilling; fra tid til anden tjente han et lille beløb ved boganmeldelser. I 1934 forsøgte han efter onkel Jan Engelsman at få sin novelle Gymnasium, med erindringer om sin skoletid, publiceret, men Engelsman fandt værket under par. P.H. Ritter jr., den berømte litterat og boganmelder, som var kendt for at have et ord for alle, og som Crone siden konsulterede, anbefalede at få det i et Utrecht-avis som feuilleton, men uden resultat.
Crone skrev herefter en revideret og udvidet version af Gymnasium under titlen Gymnasium og kærlighed og lykkedes til sidst med at få en udgiver: i 1936 udkom lillebogen i Egelantierreksen hos den katolske forlag Vox Romana i Rotterdam. Ikke mindre end den kendte digter og kritiker Victor E. van Vriesland i sin tid gennemgik den i NRC, men temmelig beskedent; dog gav værket ham hist og her as Nescio at minde.

Uddrag af Victor van Vrieslands anmeldelse: "Livet, virkeligheden, formgivningen mangler, men det er måske for tunge desiderata i dette spil, hvor forfatteren end ikke har ønsket at påtage sig indbildningen af at gøre det svært for sig selv. Der er ingen langtrækkenhed, i øvrigt næsten ingen tråd. Men denne underlige, stive, vage tone, som hellere chokerer med barnlige småslør og upæne ord end følger sin sentimentalitet, er trods stilens knaphed vist accepterbar.
Så er dette blevet et særligt underligt lille værk, i de bedste dele – men også kun der – mindende om Nescio eller Belcampo, og med noget grædende bag latteren (det er utroligt, hvor mange mennesker i dette hundrede sider dør). Humoren er galgenhumor og tøralis reagere – mere tør end komisk."