Montiel-1985 - "FÓSIL VIVIENTE"

Dette værk udforsker spændingen mellem materialets skrøbelighed og essensens vedholdenhed. Fiskens figur træder frem åben, ikke kun og afslører dens indre struktur, men også et hjerte, der udfordrer den anatomiske logik og bliver til et symbol. Der, hvor der normalt kun skulle være den biologiske mekanik, træder det følelsesmæssige centrum frem, den livsvarige hukommelse, der overlever tidens forfald.
Kroppen, næsten reduceret til et fossil, vækker sporet af det, der var. Dens eroderede former minder om, at al eksistens er underlagt transformation, tab og forandring. Men hjertet forbliver intakt, levende og strålende, som en kraft der nægter at forsvinde. Det er metaforen for det, der forbliver levende ud over den fysiske fremtoning: identitet, følelser, hukommelse og ånd.
Værket etablerer en dialog mellem liv og død, mellem vedvarende tilstedeværelse og forsvinden. Fisken, ældgammel beboer af dybet, bliver her et vidne til geologisk og menneskelig tid. Dets skelet taler om fortiden; dets hjerte om nutidens følelsesmæssige strøm. Sammen tegner de et billede, hvor sårbarhed ikke er synonym med svaghed, men med sandhed.
Den blå baggrund, vid og stille, henviser til havet som livets oprindelse og arkiv. I dette hævede rum synes væsenet at svæve mellem to tilstande: relikvie og organisme, erindring og nærvær. Således stiller Fósil Viviente et essentielt spørgsmål: Hvad er det egentlig, der overlever, når tiden har forbrugt formen?
Svaret ser ud til at slå i billedets midte. Det er ikke kroppen, der består, men det, der gav den mening. For selv når materien fragmenteres, findes en usynlig kraft, der fortsat bebor verdens hukommelse. Der hvor fossilet slutter, begynder det indre liv.