Antonio Nasuto - Volti rivolti

Antonio Nasuto blev uddannet i arkitektur ved Universitetet i Napoli, hvor han senere gennemførte en treårig specialisering i design. Denne tværfaglige uddannelse påvirker hans visuelle sprog i høj grad, kendetegnet ved streng komposition og opmærksomhed på billedets struktur.

Han er i øjeblikket underviser i kunstnerisk anatomi ved Kunstakademiet i Foggia, suppleret af en konstant malerisk forskning med fokus på den menneskelige krop og den narrativiske dimension af figuren.

Han udstiller i solo- og gruppeudstillinger nationalt og internationalt. Blandt de vigtigste: soloudstillinger på Palazzetto dell’Arte i Foggia (2002, 2003), den kollektivudstilling dedikeret til P. P. Pasolini ved Tribunale della Dogana i Foggia (2007), 150 Souvenirs d’Italie hos Galleria d’Arte Moderna e Contemporanea “Atelier degli Artisti” i Rom (2011), Il filo di Arianna. Labirinto fisico e mentale ved Palazzo delle Arti Beltrani i Trani (2011), soloudstilling ved Palazzo Ducale Paternò Caracciolo i Pietramelara (2013) og L’ospite inatteso ved Villetta Barrea (2016).

Med «Volti rivolti» synes Antonio Nasuto at påbegynde, eller gøre mere eksplicit, en undersøgelse, som længe har gennemsyret hans maleri: menneskefiguren fotograferet i det øjeblik, den skjuler sit ansigt for blikket. Det er ikke blot en sammensætningsmæssig valg. Ved at berøve kroppen muligheden for at blive genkendt gennem ansigtet flytter kunstneren opmærksomheden til holdningen, huden, muskelspændingen, gesten og især retningen af blikket, som, selvom det ikke er synligt, konstant bliver fremkaldt.

I maleriet er en nøgen kvinde blevet fremstillet bagtil, omgivet af et varmt lys, der præcist former ryggen og forvandler anatomi til en følelsesmæssig overflade. Hovedet, let drejet, synes at antyde en mulig tilbagevenden af blikket, men ansigtet forbliver utilgængeligt. Det er netop denne spænding mellem at vise og at unddrage sig, der skaber værkets tension.

Titellet Volti rivolti introducerer desuden et raffineret sprogligt spil: volti henviser til ansigtet som et sted for identitet, mens rivolti angiver en orientering, en bevægelse mod noget eller nogen. Maleriet synes således at stille spørgsmål ved ikke så meget, hvad figuren viser, som hvad den vælger ikke at vise.

Malingen finder betydningsfulde tilsvarende i andre værker af Nasuto, hvor kroppen set bagfra bliver et narrativt instrument: fra figuren, der støder op til manekinen i Seven redhearts, hvor den virkelige krop og den kunstige ser ud til at konfrontere hinanden gennem deres forskellige identiteter, til figuren af Aspettando Katrina, indhyllet i et landskab og vendt mod en horisont, som vi ikke kan dele. Også i værker som Il peccato più sciocco del diavolo è la vanità bliver ansigtet og kropsligheden elementer i en større fortælling, hvor identiteten aldrig er fuldt tilgængelig for beskueren.

Volti rivolti kan derfor læses som titlen på en serie snarere end af et enkelt maleri: en sekvens af kroppe, der, når de vender sig, synes at unddrage vores nysgerrighed og netop derfor ender med at fortælle noget mere dybtgående. Ansigtet forsvinder, men personen består; identiteten vises ikke, den bliver forestillet.