Antonio Nasuto - The three Graces, 2099

Olio su tela di juta, 60x80.

Antonio Nasuto er uddannet arkitekt fra Napoli Universitet, hvor han senere har gennemført en treårig specialisering i design. Denne tværfaglige uddannelse påvirker hans visuelle sprog afgørende, kendetegnet ved kompositorisk stringens og opmærksomhed på billedets struktur.
Han er i øjeblikket lektor i Kunstanatomi ved Foggia Kunstakademi, og supplerer undervisningen med en konstant malerisk forskning fokuseret på den menneskelige krop og figurens narrative dimension.
Han udstiller i solo- og gruppeudstillinger nationalt og internationalt. Blandt de vigtigste: soloudstillinger i Palazzetto dell’Arte i Foggia (2002, 2003), gruppeudstillingen dedikeret til P. P. Pasolini ved Tribunale della Dogana i Foggia (2007), 150 Souvenirs d’Italie hos Galleria d’Arte Moderna e Contemporanea “Atelier degli Artisti” i Rom (2011), Il filo di Arianna. Labirinto fisico e mentale i Palazzo delle Arti Beltrani i Trani (2011), soloudstillingen i Palazzo Ducale Paternò Caracciolo i Pietramelara (2013) og L’ospite inatteso i Villetta Barrea (2016).

I denne kontekst hører maleriet The three Graces 2099 til, som ikke blot vækker en klassisk myte til live, men bliver en refleksion over klimakrisen og menneskehedens fremtid. Beløbet af skønhed, frugtbarhed og harmoni transponeres i fremtiden til et apokalyptisk horisont, hvor det aride og desertificerede landskab bliver metafor for tabet af balance mellem menneske og natur. De tre kvindelige figurer forvandles til de sidste vidner om en verden, der er ved at gå under, vogtere af en fortid, der blomstrede, men som risikerer at blive forsvundet.
Valget af 2099 er ikke tilfældigt: Slutningen af århundredet fremstår som en symbolsk tærskel, punktet hvor konsekvenserne af vores handlinger allerede vil være irreversible. Gennem denne genlæsning af klassikken har maleriet som mål at ryste beskueren, tvinge ham til en streng konfrontation med vores tids skrøbelighed. For kunst, ligesom historien, er aldrig blot et billede af fortiden, men et uroligt spejl af vores nutid.