[DIALETTI] - Dizionarietto dell’argot - 1900

»Folk i det høje samfund elsker at ty til argot, og dem, man kan få at høre en vis ting hos, praler af deres frisindet i at tale om det.« (Marcel Proust, 'La parte di Guermantes') I oprindelig blev ordet argot brugt om talesprogene i kriminalitet eller militæret. Senere blev der udviklet argot også i andre sociale grupper og i hvert kvarter, så hvert miljø har sit eget argot. I praksis er det et sprogregister, som er særegent for en social gruppe, hvis formål er at udelukke fremmede fra kommunikationen ved at kryptere de udvekslede budskaber. Begrebet optræder i Frankrig i 1200-tallet under navnet jargon (dvs. gergo). En af de tidligste fremtrædener af argot i en litterær tekst kan spores til det 15. århundrede, takket være François Villon og hans ballader indarbejdet i Coquillards, der fortalte om skiderikker og deres slæng-ordforråd, der kun var forståeligt takket være beskrivelsen af de kriminelles retlige handlinger. Den franske litteratur i de efterfølgende århundreder spredte især det parisiske argot gennem værker af Victor Hugo, Honoré de Balzac, Émile Zola og mange andre. Det parisiske argot forblev meget levende i hovedstaden helt frem til 1950’erne; romanforfatteren Louis-Ferdinand Céline brugte det i sine værker frem til hans død i 1961.

Sammenføjet, til ære for: to numre af satiriske tidsskriftet «Il Male», År III nr. 25 (30/6/1980) og År III nr. 27 (14/7/1980).

Håndskrift på papir, 8° (215×160 mm). 95 sider (komplet). Klart håndskrift på firkantet papir. Bindet i rød perkalin, tilhørte forfatteren Paolo Valera (Como, 1850 – Milano, 1926).

Slutningen af 1800-tallet – begyndelsen af 1900-tallet.