Francis Bott (1904-1998) - Abstrakt

Frühes værk af Francis Bott

Signeret og dateret 1960
Størrelse 46x37
Billederne er en del af tilstandsbeskrivelsen.
Rammen er en kostfri vedlægger

Francis Bott (* 8. marts 1904 i Frankfurt am Main; † 7. november 1998 i Lugano, Tessin; egentlig Ernst Bott) var som tysk maler en repræsentant for den „Anden École de Paris“, altså af den franske „Informel“. Hans kunstneriske virke har to tilsyneladende modstridende hovedkæder: surrealistisk, fantasifuld konkretitet og tachistisk, geometrisk abstraktion. Hans værk består af malerier, glasmalerier, håndtegninger, akvareller, gouache, skulpturer og objekter; også som scenograf har han gjort sig gældende.

Francis Bott stammer fra borgerlige forhold, men en rastløs ungdom førte ham tidligt med familien til Frankrig, Belgien, Holland og Schweiz. Fra 1910 gik han på forskellige, ofte fransktalende skoler og internatskoler i Schweiz og i Belgien. I 1918 vendte familien tilbage til Tyskland (Køln), hvor Bott blandt andet mødte Anton Räderscheidt og slog sig ned i kredsen omkring Heinrich Hoerle og Max Ernst. Forsøgene med at arbejde som kok eller på faderens kontor slog fejlt.

Påvirket af samtaler med de „Kölner Progressive“ og deres antikrigssindelag, opbyggede Bott en anarchistisk verdensbillede. Hans trang til individuel frihed førte til, efter faderens død i 1921, et vandrerliv som venstreorienteret vagabond i såkaldt vagabundenscene, hvor han blandt andet kom til Berlin og som blind passager eller skibskoch til USA og til Mexico.

I Berlin kendte Bott i 1924 Herwarth Walden og kredsen omkring „Sturm“. Samme år mødte han i Dresden sin senere hustru Maria Gruschka („Manja“), en polskfødte datter af en rabbin. Tilbage i Berlin interesserede Bott sig i 1925 i kontakt med Bertolt Brecht især for teatret.

I 1926 drog Bott og Manja til Wien. Han forsørgede sig som gadesang, lejlighedsskabende skuespiller og postkortmaler. Hans forbindelse til Bertolt Brecht undgik ikke, og således tiltrådte Bott og Manja i 1928 Kommunistpartiet Deutschlands (KPD). I 1930 tvang verdensøkonomiske krise parret til at flytte fra Wien til partiventfolk i Frankfurt am Main, men i 1932 var de igen i Wien. Bott blev i fravær udstedt en fæstningsfængsling i Frankfurt am Main for sin politiske virksomhed, i 1933 i Nürnberg anholdt, men han formåede at flygte tilbage til Wien. Også der blev han tilbageholdt, og han skulle udleveres til Tyskland, men blev ført til grænsen ved Tjekkoslovakiet, og således kom Francis Bott og Manja til Prag.

Her kom han i kontakt med den østerrikske expressionist Oskar Kokoschka. Denne overbeviste ham om, at han var maler, og Bott blev derfor ved ham opmuntret til fremover at rette sin virksomhed mod kunsten.

1936 måtte Bott og Manja forlade Tjekkoslovakiet og kom via Zagreb (Jugoslavien) og Italien Nord-italien 1937 til Paris, hvor Bott personligt kendte Max Ernst og Pablo Picasso. Efter kort deltagelse i den spanske borgerkrig i Thälmann-bataljonen blev hovedstaden i Frankrig livets centrum for parret.

1938 blev Francis Bott medstifter af „Freien Deutschen Künstlerbund“. Ved krigens udbrud den 1. august 1939 blev han internert; han meldte sig som frivillig til den franske hær, men blev først ført til forskellige lejre. I 1940 blev Bott tildelt en enhed i den britiske hær og kom således til Toulouse, hvor Manja allerede var ankommet. Efter kampenes afslutning blev Bott optaget på en liste over 87 tyske modstandsfolk, der ifølge våbenhvileaftalen skulle udleveres til nationalsocialisterne. Han gik under jorden og arbejdede som selve træhugger i Couiza syd for Carcassonne i Corbières.

Den 14. oktober 1940 giftede Francis Bott sig med Maria Gruschka, en indrømmelse til den borgerlige verden, hvis han stammede. Da de tyske tropper den 11. november 1942 besatte „Vichy-Frankrig“, trak Francis og Manja Bott sig tilbage til Aurillac i departementet Cantal (midtfrankrig), og Bott tilsluttede sig modstandsgruppen „Francs-tireurs et partisans“. Efter befrielsen af Paris i 1944 vendte Bott og hans kone tilbage dertil, og Bott forsørgede sig gennem tilfældige job. I 1946 slog Bott sig og Manja ned i et atelier på Montparnasse. Frankrig forblev hans hjemland. I 1961 døde Manja af følgerne af sygdomme, som hun havde pådraget sig under forfølgelsen.