baptiste laurent - "Feu à la pinède", XL acrylic on canvas, 2019

"Feu à la pinède", XL, 89x105cm, akryl på lærred, 2019
Underskrevet på bagsiden. Solgt uden ramme, sendt rullet.

“Este lote contiene visualizaciones realizadas con IA. Consulta las fotografías originales para comprobar el estado real de la obra.”

Bio kunstner/
Baptiste Laurent (1980, Nantes) er en visuel kunstner, der lever og arbejder i Madrid og Paris.
Han har udstillet på forskellige kunstneriske og kulturelle institutioner, herunder Institut français de Madrid, Le Palais de Tokyo, Galeria La Caja, Esquina Nua, Espacio Seara, Gazzambo Gallery, Alliance française, Museo Nacional de Antropología, Galeria FL.
Hans traditionelle medium er maleri, men han arbejder også med skulptur og udvikler projekter med en stærk litterær, social og antropologisk komponent.
I hans seneste publikationer og udstillinger, "Conversaciones y puñetazos", "Mauvaises Tournures", "Bajo el Mismo Mar" og "Exit", har han gentagne gange eksperimenteret med samarbejdsbaseret kreativt arbejde sammen med andre visuelle kunstnere og litterære forfattere.
Som en anti-akademisk og eklektisk kunstner kan han lide at synkretisere billedlige stilarter, og svinger mellem neo-figurativ fortælling, grafisk maleri og ekspressionistisk abstraktion.
Grundlægger af det fælles studie 'Latolier' i Madrids Usera-kvarter, fører han en dynamisk fællesskab af spanske og internationale billedkunstnere

(En) Trópicos, 2019/2021

Fra mit vindue kan jeg ikke se horisonten. Solen går ned, og jeg ved det ikke. Månen skælver på glasset foran mig. Dagegentages. For nogle måneder siden levede vi i et atypisk øjeblik. Den striede, organiserede, travle tid glider væk. Vores rum bliver mindre. Knabet af tid plejede at overmande os, nu forundrer overskuddet os.

Det daglige landskab er begrænset til geometrien af vores vinduer. Det var der lyset kom ind, men inden længe forsvandt dets spor og skygger. At bo i et udvidet rum-tid krævede en øvelse i ro og gensyn. Trafikken udenfor holdt plads til stilhed. En introspektiv gestus, et nyt horisont, hvor vi kom tættere på vores fantasi. Forvirringen over forandring, et ufortalt råb spurgte os: ‘hvad nu? Gå korte rum for at, bit-for-bit, få øje på nye scenarier.

Baptiste bruger dette dystopiske panorama til at skabe en anden daggry, en ny daggry. Konstruktionen af disse malerier udspringer af et behov for at forny landskabet, af et længsel efter glemt natur. At gå til dens tilbagelagt møde, at genhægte det. At se farverne i prismet vand, gennemtrængt af solen. Det er der, hvor vinduerne åbner sig ud mod en verden, der var utilgængelig på det tidspunkt, som i det ideelle Leon Battista Alberti, i De Pictura (1436). Nye perspektiver der peger mod en rejse, en søgen.

Baptiste fandt stimuli til denne symbiose med naturen i historien om antropologen Claude Lévi-Strauss.

I 1935 søgte Lévi-Strauss efter en ægte, ren Brasilien, begavet med en ‘vilde’ energi, en særlig natur. I ‘Tristes Trópico’, bevæget af en følelse af frihed, begiver han sig ud på et fartøj for en 19-dages rejse. Han beskriver med minutiøs skønhed solnedgangen, de brasilianske kyster, rastløsheden hos sin medrejsende: surrealisten André Breton. Han går ind i Guanabara-bugten i Rio de Janeiro, men bliver ikke overrasket. I musikken ‘Estrangeiro’ mindes Caetano Veloso episoden.

Tilbage i São Paulo, hvor han blev inviteret til at undervise ved Universitetet (USP), blev Lévi-Strauss rystet over byens dynamik. Med sin vertikale vækst, som i lyset af sit land ikke længere viste noget indfødte befolkning.

Lévi-Strauss, ledsaget af sin kone Dinah Dreyfus og modernistiske digter Mário de Andrade, drog dybt ind i landet med en etnografisk undersøgelse af de indfødte samfund. Antropologen, som beskrev med kærlighed og præcision, hvad han så, havde en forventning til turen, som delvis blev opfyldt. Han fremstiller en vis angst i et fragment af historien, som, med spor af profeti, siger: ‘om nogle Hundrede år her, en anden rejsende så desperat som jeg vil sørge over forsvinden af det, jeg kunne have set og ikke har set’.

At bruge rejsende som den, der sporer en imaginær tidslinje, en sti, en bevægelse. Hvad krydser og krydses af møder.

Rejsen betales også med kroppen. Der er kroppe, der kaster sig i havet uden at vide, om de vender tilbage. Immigration afslører en mindre eventyrlig side og mere en ofre til retten til liv. Baptiste, i sin bane, symboliserer den rejsende, der kæmper, under prekære forhold, for at finde et sted.

I den forstand retter kunstneren sin blik som en afsinelse af en dehumaniseret, individualistisk Europa, som forlader disse andre kroppe at drive væk. Dannelse af et kolonialistisk samfund baseret på dets politik af ligegyldighed, som bestemmer hvem der skulle dø eller ej.

Uorden i et system, drejning, forandring, transformation, energi, tab, kaos... Entropibegreppets mangfoldighed minder os om en disharmoni, der møder vores nutid. Som Lévi-Strauss sagde i 1930’erne, i stedet for antropologi bør vi kalde entropologi.

I (EN)TRÓPICOS foretager kunstneren, som en rejsende, en rejse for at finde et livligt sted. Måske eksisterer disse arter ikke; måske eksisterede disse idylliske landskaber aldrig. Gennem vinduet, som Baptiste åbner for os, filtreres luften, som vi ikke kan trække i dag. Han byder os en utopi; han giver os med sine gestus en ny paradigm. En (re)opfundet økologi.
(Text af Caio Cardial, kurator)