Klaus vom Bruch (1952) - Götterdämmerung

Klaus vom Bruch: Kleine Götterdämmerung, 1992

Gummigenstand med en krombelagt messingantenne. Ca. 10 × 10 × 13 cm. Udgave på 50.

Et håndstørrelses gummiblok med en poleret messingantenne, der rejser sig fra den.
Genstandens silhuet er en sender — en base og en mast, den elementære form af enhver radio, hver radarstation, hvert feltudstyr — reduceret til det punkt, hvor intet mere er tilbage end udsendelsens gestus.
Hvad den er lavet af, står i kontrast til, hvordan den ser ud: gummi er isolations- og dæmpningsmateriale, stoffet der bruges til at absorbere signaler snarere end at udsende dem. Antennen sidder i en krop, der ikke kan transmittere.

Titelens dobbelte edge følger med. Wagners Götterdämmerung er Valhallas brænden, slutningen på en orden som troede sig selv evig — og i 1992 havde det længe været den tyske standardforkortelse for enhver sammenbrud i et system. Klaus vom Bruch byggede sit værk på billedmateriale fra Den Kolde Krig: militærfilm, fly, radarskærme, det teknologiske apparat som de to blokke så hinanden og henvendte sig til deres egne befolkninger. Hans videotape fra slutningen af 1970’erne og 1980’erne klippede dette fundne materiale ned til korte, obsessive sløjfer, ofte med kunstnerens eget ansigt indsat i montagen, så seeren ser transmissionsmaskineriet samtidig med udsendelsen.

Udstillet tre år efter Berlinmurs fald og et år efter Sovjetunionens opløsning — og i den umiddelbare efterdyning af den første krigs-tv-sending live som et radar- og kamerashow — dette lille objekt holder hele apparatet i hånden. Transmitteren er blevet en papirvægt; gudernes tågede skær er blevet et skrivebordsobjekt. Det er en joke med et meget koldt centrum, hvilket er karakteristisk for vom Bruchs arbejde: pointen er aldrig nostalgi for Den Kolde Krig men observationen af at mediernes infrastruktur overlevede de ideologier, den tjente.

Klaus vom Bruch (f. 1952 i Köln) studerede fra 1975 til 1976 på California Institute of the Arts under John Baldessari og Bruce Nauman, og senere filosofi, kunsthistorie og egyptologi ved Universitetet i Köln indtil 1981. Han lavede sine første videotapes i 1975 og blev, sammen med Marcel Odenbach og Ulrike Rosenbach, en af de definerende skikkelser i den første generation af tysk videokonst, hvis centrum i disse år var Köln. [Tilføj to eller tre verificerede udstillinger og samlinger her — se note nedenfor.]

Underskrevet og nummereret indeni fra en udgave af 50.

Tilstand: god

Provenance: Edition Helga Maria Klosterfelde