sylvain barberot - Skull #2

Afstøbning af en menneskeskalle lavet i epoxyharpiks og dækket med 24-karat guldblad.

Her og i disse værker er tiden frosset på grund af brugen af kraniet som en tidløs, uforanderlig og frossen støtte. Tidslighederne konfronterer hinanden, og mørket i den idé, vi har om døden, bøjer sig under glansen af guldbladet, der med sin glans reflekterer lyset.
Et kunstværk er i sin essens en vanitas. Det afspejler kunstnerens ønske om at objektivisere sig selv for at overleve tiden og svarer til kunstnerens guddommelige idé om vanitas. Erindringen er ikke fastfrosset, den forbliver i fremtiden uden nogensinde at blive forankret i et uendeligt. Dens forsvinden er dens eneste løsning.


International kunstner, hvis arbejde hviler på dikotomien mellem hukommelse og glemsel. Hukommelse er efter min mening det uundværlige element, der forbinder vores krop med verden. Men mens vores kultur stræber efter at indgraver historien med mejsel, bestræber jeg mig på at undertrykke, dekonstruere og endda slette min egen hukommelse. En stor opgave, denne glemsels øvelse... Kroppen er blot støtten for denne hukommelse, som den er afhængig af, ja endda nødvendig for. Den konstruerer, former og transformerer den. Og hvis 'anamnese' på græsk betyder genopvækst af erindringen, så jager jeg den for bedre at kunne adskille mig fra den.