Tristan Mottier - Nordeuil

30 udgaver til dette værk
1/30 for den viste.
Dimensioner : 60/40 cm

Fortabt i et koldt og øde landskab rejser et ensomt hus sig mod uendeligheden. Det grå lys afslører knap nok dets konturer, som om det tøvede med at vise det helt frem. Det synes at stå oprejst af instinkt, af stædighed, også af træthed — ligesom det menneske, der kunne bo der.

Intet omkring hende.
Stillheden, tågen, den tætte luft, der kvæler verden.
En atmosfære, der ikke beskytter: den afslører. Den afklæder. Den viser, hvad vi normalt skjuler.

Denne scene er ikke et landskab.
Det er en materialiseret sjælstilstand.

Man læser om frivilligt isolations, det indre slid, tilbagetrækning fra støj, afvisning af systemet, jagten på et sted, hvor man endelig kan trække vejret — selvom luften er tung.
Det er en rå, næsten primitiv vision af en mand, der har valgt at forsvinde lidt for helt at finde sig selv igen.

Huset bliver et spejl.
Et skrøbeligt, vedholdende skjul, bygget ved grænsen mellem modstandskraft og opgivelse.
En tilflugt for dem, der går alene, for dem, der fortsætter på trods af udmattelse, for dem, der kender depressionen uden nogensinde at bruge ordet.

Værket indfanger dette øjeblik, hvor man ikke længere flygter fra verden…
vi kommer ud af det
Vi bliver andre.
Man bliver eremit af sig selv.