Loise de Rosa - Il bugiardo napoletano - 1967

Bindet "Il bugiardo napoletano" repræsenterer en af de mest levende og fascinerende vidnesbyrd om den vulgære litteratur og den mindre historisk-frembringelse fra det femtende århundrede, indeholdende minder og krøniker fra Loise De Rosa, en hoffets tjener, som levede cirka mellem 1385 og 1475. Verket, her præsenteret i udgaven kurateret af Ludovico Greco i 1967, er ikke en roman i moderne forstand, men en heterogen samling af personlige erindringer, oversigter over monumenter, beskrivelser af ceremonier og anekdoter knyttet til hverdagslivet ved Aragons hof i Napoli, hvor forfatteren tjente som maestro di casa og scalco under flere monarker, fra Ladislao af Durazzo til Ferrante af Aragon. Titlen, tilskrevet af senere kritik for at understrege forfatterens tendens til hyperbol, overdrevenhed og selviscenesættelse, afspejler personligheden hos en mand, der ved den højtidelige alder af firs (ottant',anni) beslutter at nedskrive alt, hvad han har set og hørt, og blander objektive historiske data med fantastiske opdigtelser og personlige hævnte. Sigtig i en arkaisk napolitansk, ekstremt dynamisk tone, rig på idiomatiske udtryk og fjernt fra de formelle forskydninger i den toscanske litterære sprog, opdeles teksten ideelt i tre sektioner: en gennemgang af Napolis skønhed og fremragende træk, en liste over konger og dronninger, der har sat sig på tronen med tilhørende kræfter og begivenheder, og endelig en mere intim del dedikeret til forfatterens egen karriere og privilegier ved hoffet. Set fra historisk og antropologisk synspunkt er værket yderst værdifuldt, da det giver et unikt indblik i den materielle kultur i det femtende århundrede, idet det detaljeret beskriver banketter, beklædning, tjenerskaber og bymæssig omdannelse af byen, alt sammen filtreret gennem en stolt udsigt fra en bonde, der formåede at klatre op gennem de sociale hierarkier og blev et privilegeret vidne til de store begivenheder i sin tid. Denne udgave fra 1967 indskriver sig i ånden af De Rosas kritiske genopdagelse og gør teksten værdifuld ikke blot som et sprogligt dokument til studiet af det antikke dialekt, men som et ægte monument over den napolitanske kollektive hukommelse, i stand til at genopføre den autentiske og legende stemme af Napoli i overgangsperioden mellem angioinsk og aragonsk tid.