René Magritte (1898-1967) - Carte Blanche (1965)

René Magritte - De vrijbrief - Kunstplakat - 70 x 50 cm

Navn: René Magritte
Titel: De vrijbrief
Type: Originalt kunstplakat - Højkvalitets plakattryk af originalt værk fra 1965
Forlag: KMSKB
Stil: Moderne - Surrealisme

Karakteristika:
- Perfekt stand: A+
- 70 x 50 cm
- Signeret i tryk
- Efter originalt værk af Magritte fra 1965

EXTRA INFO KUNSTNER:
René François Ghislain Magritte (Lessen, 21. november 1898 – Schaarbeek, 15. august 1967) var en belgisk surrealistisk kunstmaler.

René Magritte arbejdede oprindeligt som designer hos en tapetfabrik og lavede efterfølgende også mange plakater.

Magrittes debut i malerkunsten var kubistisk, futuristisk og abstrakt, under indflydelse af hans arbejdsleder Victor Servranckx i tapetfabrikken UPL (les Usines Peters-Lacroix, i Machelen). Efter mødet med Giorgio de Chiricos værk begyndte Magritte at assimilere surrealistiske elementer. Chirico afbilder objekter meget realistisk, men i totalt forskellige årsags- og temporale kontekster. På den måde fremhæver Chirico gådefuldheden i objektverdenen. Også den konventionelle orden og placeringen af tingene bliver ironiseret på denne måde.

Magritte lavede især malerier (olie på lærred), men også gouache, objekter og collager.

Under ledelse af E.L.T. Mesens arbejdede han med tidsskriftet Oesophage og i 1927 fik han sin første individuelle udstilling i galleriet "Le Centaure" i Bruxelles.

Mellem 1927 og 1930 opholdt Magritte sig i en forstad til Paris, hvor hans surrealistiske vision blev kronet med venskabet til Paul Éluard og André Breton, som i 1924 allerede havde skrevet Det Surrealistiske Manifest. Da Breton en gang krævede, at Magrittes kone tog en halskæde med et kors af, besluttede han at vende tilbage til Bruxelles.[1]

Da i 1930 "Galerie Le Centaure", hvor Magritte var under kontrakt, gik konkurs, kunne E.L.T. Mesens købe alle hans værker, på det tidspunkt omkring 200.

I 1934 anvendte Magritte og hans entourage også teknikken cadavre exquis med billeder i efterligning af sprogeksperimenter, hvor et digt skrives af flere digtere.

Mellem 1934 og 1937 tegnede Magritte under pseudomytet 'Emair' filmaffischer til den tyske lydfilmudgiver Tobis Klangfilm. Byarkiv i Leuven opbevarer syv plakater, designet af Magritte.

Under Anden Verdenskrig arbejdede og opholdt Magritte sig i det franske Carcassonne. Han forfalskede kunst for at forsørge sig selv. Det drejede sig især om værker af De Chirico, Picasso og Braque.[1] I en kort periode mellem 1940 og 1946 udvidede Magritte sin palet lidt med en impressionistisk betoning (den såkaldte 'Renoir-periode'). Denne stil ville sælge bedre.

I 1945, efter hans tilbagevenden til Belgien, blev han medlem af Kommunistpartiet i Belgien. I 1948 begyndte han kort at male i tegneserie-lignende stil, men uden held.[1] Men efter kort tid vendte Magritte tilbage til sin tidligere, næsten fotorealistiske stil, dog noget mere aggressiv, på grund af det urofulde forhold til hans tidligere surrealistiske miljø (Goemans, Scutenaire, Nougé, Lecomte, Souris, E.L.T. Mesens). Magrittes sorte humor førte ofte til morbide figurationer, yderligere 'surrealiseret' af de some umuligt usandsynlige betegnelser, han tillagde sit værk.

I 1953 skabte Magritte vægmalerierne i Casinoet i Knokke ved den belgiske kyst, i ordre fra Nellens-familien. Disse er nu beskyttet af Kongelige Kommissionen for Monumenter og Landskaber. Han blev i 1960 hædret for hele sit arbejde med den belgiske Statspris. Det var første gang, at en maler blev tildelt Statsprisen.

I 1950’erne var Magrittes værk yderst populært hos samlere i New York. Dette forklarer den store tilstedeværelse i dag af Magrittes værk i amerikanske samlinger. Også hans mest berømte ikon La Trahison des Images befinder sig der.

Magritte døde i 1967 i Schaarbeek af pankreaskræft, hvor han også ligger begravet på den kommunale kirkegård.

Størstedelen af Magrittes oeuvre har stilistisk tilknytning til surrealismen, en af det 20. århundredes vigtige kunstretninger. I mange af hans værker findes nøgne kvinder og naturtro malede fisk. Dette er sandsynligvis en reference til, at Magritte fandt sin mor nøgen i Sampre, efter at hun begik selvmord.

Magritte’s værk er ligesom værkerne af for eksempel Salvador Dalí og Carel Willink meget fint malet, hvilket understreger den realistiske effekt i ellers ikke-eksisterende forestillinger.

Det mest kendte værk af Magritte er uden tvivl La Trahison des Images (1928-29) eller "Svigtet af billedet" med den malede tekst: Ceci n'est pas une pipe under den virkelighedstro afbildning af en pibe. I dette værk maler Magritte en pibe med under billedet budskabet: "Dette er ikke en pibe" (Ceci n'est pas une pipe). Han vil minde sig selv og beskueren om, at dette drejer sig om et oliemaleri på lærred, altså et maleri, og ikke om en ægte pibe. Hver reference til en ægte pibe begår forræderiet mod det faktum, at en pibe faktisk er en idé og derfor har sin oprindelse i sinnet.

Ved at stillesiddende spørge os selv og som det var at bedrage os, tvinger Magritte os til at tænke over kunst. I dette lys kan også titelene på Magrittes værker ses. Disse titler har normalt intet at gøre med motivet i maleriet. Senere konceptuelle kunstnere tog denne linje til et yderligt punkt ved at bruge installationer, performances eller happenings og reducere kunstværket til en idé. Dette er også en kritik af kunstnere, der mener, at de skal gengive virkeligheden så sandt som muligt, ligesom hyperrealister senere. René Magritte mente, at det er kunsten malerens opgave at sætte realiteten i en anden ramme. Hans kunst vækker altid flere spørgsmål, end den kan besvare. Bevis herfor er maleriet af en havfrue afbildet med en fiskehoved og menneskelår. Et særligt kendetegn er også maleriet af en meget naturtro afbildet fisk, der ved halen ændrer sig til en brændende cigar med snoende røgskyer (maleri