Andrea Imwiehe - Encounter of birches_15

Titel: Mødet med birketræer
Technik: Blandet teknik på lærred / struktureret malerunderlag

Det maleri Mødet med birketræer af Andrea Krauß udleverer en stille, næsten meditativ bevægning mellem naturobservation og malerisk abstraktion. På det 70 × 50 cm store lærred træder slanke birkestammer frem i forgrunden, hvis lyse, strukturerede barke stikker ud i relief fra baggrunden. Den indarbejdede sandstruktur forstærker dette indtryk af kropslighed og materialitet – overfladen bliver ikke blot set, men næsten taktile oplevet.

Birkene selv fremstår som vertikale akser, der opdeler billedrummet. De står ikke tæt sammen, men lader mellemrum åbne, gennem hvilke en blød, atmosfærisk landskab udfolder sig. Baggrunden opløses i et flimrende net af grønne og blå nuancer, der minder om lyse skove eller tågede fjernsynsudsigter. I den nederste del af billedet træder en intens violet frem, som ser ud som en blomstrende mark – måske hede, måske en forestillet farverum. Denne farvezon giver værket en følelsesmæssig dybde og skaber en spændende kontrast til den kølige, næsten ophøjede øverste halvdel.

Kunsthistorisk kan værket placeres i en tradition, der formidler mellem naturalisme og abstraktion. Birkemotivet har i europæisk maleri en lang historie, for eksempel i romantikken, hvor den ofte stod for lethed, overgang og melankoli. Samtidig minder Krauß’ behandling af farve og flade om tendenser i Informel og samtidslandskabsabstraktion: Rumet dannes ikke konstrueret, men opstår gennem lagdeling, glaser og gestiske indgreb. Den synlige materialitet – forstærket gennem sandet – knytter sig desuden til positioner, der siden anden halvdel af det 20. århundrede har betragtet lærredet som et objekt, ikke blot som billedbærer.

"Encounter" – Begegnung – bliver her ikke narrativt fortalt, men visuelt erfaret: som mødet mellem struktur og opløsning, mellem genstandside og fri farveleg, mellem nærhed (de håndgribelige stammer) og fjernhed (det diffuse rum bagved). Birkene virker som stille vidner, der trækker beskueren ind i denne mellemliggende plads. Maleriet udvikler således en rolig, kontemplativ spænding, der ikke hviler på dramatiske effekter, men på langsom iagttagelse og oplevelse.