Stefanie Schneider - Stefanie Schneider's Minis 'Palm Springs Palm Trees (Californication)'

Stefanie Schneiders Minis 'Palm Springs Palm Trees (Californication)' - 2019 -

signeret foran, ikke ophængt.
1 arkivfarvefotografi baseret på den oprindelige Polaroid.
Polaroid-størrelse åbne editioner 1999-2022.
10,7 x 8,8 cm (Billedet 7,9 x 7,7 cm) hver.

Perfekt stand.

Stefanie Schneiders Kunst: En drøm om perception og erindring
I Stefanie Schneiders værkers underlige og skiftende riger findes en uroende skønhed, den slags som ikke blot ses, men opleves — mærkes i marven, forstås i fragmenter. Hendes verden er ikke en verden af klarhed, men af perception: et landskab hvor virkeligheden bøjes, forvrænges og bliver noget mere lig det drømmeagtige tilstande, hvor grænserne mellem selv og tid flyder ud.
Hendes billeder er en form for desillusionering, eller måske en blød genopvågning, en genfødsel af det, vi tror, vi har mistet. Gennem Polaroidens falmede linse, et medium der fanger både renhed og ufuldkommenhed i erindringen, introducerer Schneider os for det, der er på den anden side af sløret. Vi ser ikke blot på billedet; vi er inde i det, hængende i de dovne, halvt erindrende øjeblikke mellem søvn og vågenhed.
Figurerne i hendes fotografier — ofte kvinder, så stemningsfulde i deres isolation — driver gennem en ørken af både bogstavelig og psykisk rum. Farven synes at blafre som en hallucinatorisk vision, trækker os mod en eksistens, der er både smuk og tragisk. Der er en androgynt kvalitetshed i hendes arbejde, et hint om identiteter der ikke er faste, men i bevægelse, som om den menneskelige form selv var noget formbart, nemt strakt og ændret af tidens og følelsens kræfter. Disse figurer eksisterer som både individer og arketyper, som om beskueren kunne træde i deres sko og forlade selvet, opleve hvad det vil sige at være anderledes, at være noget flygtigt, aldrig helt her men altid husket.
Lidt som de fineste drømmere leger Schneider med tiden, sammenfalder fortid, nutid og fremtid til en slags evig øjeblik, hvor intet er permanent, og alt er underlagt umyndighedens love. Der er en dyb sorg i dette—en bevidsthed om, at selve erindringens handling er en handling af tab. Og alligevel er der også en mærkelig form for frigørelse, en frihed i at omfavne tingenes uundgåelige forfald, omdannelsen af øjeblikke til noget både fjern og intimt.
Schneiders værk fanger ikke blot verden; det destillerer den til noget mere surrealistisk, mere uhåndgribeligt. Gennem erindringens linse og paletten af falmende farver transporterer hun os til et sted, hvor vi ikke blot er tilskuere, men medvirkende, rører det utilgængelige, forstår det flygtige og — måske vigtigst af alt — husker skønheden i ting, der ikke kan holdes.