Stefanie Schneider - White Trash Beautiful II (29 Palms, CA)

Original photograph by German photographer Stefanie Schneider (*1968), artist Inventory #598.

White Trash Beautiful II (29 Palms, CA)
Edition: 3/10
PROCESS: Archival C-Print
AGE / period: 1999
DIMENSIONS: 20 x 20 cm
CONDITION: in excellent condition

fra: Interview Photonews:

Marc Peschke: For nogle år siden flyttede du helt fra Berlin til det sydlige Californien. Hvad er der sket i Californien siden da? Hvordan lever du? Og hvad arbejder du på lige nu?

Stefanie Schneider: I december 2019 ændrede alt i mit liv i Berlin sig uventet. Lejen for mit kunstnerstudie og laboratorium fordobledes, og dynamikken med udlejeren blev udærlig. Det var tydeligt, at tiden var inde til at flytte, og det gjorde vi — hurtigt, beslutsomt. I april 2020 vendte jeg tilbage til Berlin for at overvåge flytningen og sikre, at alt blev pakket omhyggeligt ned i to femtiofodsskibe (shipping containers). Efterhånden som pandemien blev værre, blev hastigheden omkring flytningen intensiveret. Det var stressende, men også mærkeligt passende — et øjeblik i tiden, der spejlede et større, personligt skift.

At forlade Berlin handlede ikke blot om at undgå logistiske udfordringer. Det handlede om at trække sig tilbage fra en verden, der var blevet for stærkt sammenvævet med støj, forpligtelser og forventninger. Denne flytning var dybt reflekteret, og den føltes næsten som en afklaring. Flytningen til det sydlige Californien var mere end bare en ændring af landskab; det var et tilbagevenden til rum — rum til at tænke, rum til at skabe, rum til blot at eksistere væk fra den uafbrudte fart i det moderne liv.

I denne isolation fandt jeg en stille resonans med arbejdet og filosofierne hos Joseph Beuys. Han talte ofte om vigtigheden af at trække sig tilbage i naturen, om at distancere sig fra samfundets pres og om den afgørende betydning af ensomhed som middel til fornyelse og transformation. Ligesom Beuys trak jeg mig ud af den ydre verden — ikke for at flygte, men for at forbinde mig med noget dybere. Isolationen handlede ikke om ensomhed, men om at kalibrere til en mere autentisk livsrytme. Det var et rum, hvor jeg kunne lytte, reflektere og udvikle mig uden distraktion.

I de sidste fem år har jeg levet sådan — fuldstændigt afskåret fra familie, tidligere venner og de bredere sociale strukturer, der engang definerede mit liv. Det har ikke været nemt, men det har muliggjort en dybere forbindelse til landet, til de dyr, jeg passer, og til min kunst. Landet her, med sin råhed, sin plads og dets stilhed, er blevet en slags lærred for min personlige og kreative rejse. Det vide ørkenlandskab spejler de temaer, jeg udforsker i mit arbejde: isolation, forfald, transformation og tidens gang. I denne ensomhed har jeg fundet, at min kreativitet kan blomstre, uden at blive afbrudt af verdens støj.

Ligesom Beuys så sammenhængen mellem selvet, naturen og kunsten som afgørende for det kreative arbejde, har jeg også forstået, at sand kunst udspringer af en dyb tro på selvstændighed og en forbindelse til den naturlige verden. I dette afsondrede rum har jeg oplevet en form for alkymi — at omdanne isolation til inspiration, overgivelse til klarhed. De lange timer tilbragt sammen med dyr, den omhyggelige pasning af dem og refleksion i ensomhed har formet min praksis på måder, jeg ikke kunne have forudset.

I denne stille, selvpålagte eksil har jeg fundet noget transformerende — en dybere forståelse af rytmen i mit arbejde og i mit liv. Jeg lever fuldt ud i denne nye tilværelse, og det er fra denne ensomhed, jeg fortsætter med at skabe, uden kompromiser, uden at blive hæmmet af samfundets forventninger. Tilbagetrækningen har givet mig plads til at udforske nye dimensioner af min kunst og af mig selv, og det er en rejse, jeg stadig er på. Fem år og tæller.