Wagging Finger Distillery Gilleanne - Wagging Finger Distillery - 70 cl

Den allerførste udgivelse nogensinde af Wagging Finger Whisky! Den hollandske destilleri, drevet i Deventer af Erik Molenaar, har været i gang i nogle år og startede ud med at lave gin. For et par år siden blev whisky tilføjet til repertoiret, og nu, gennem en belgisk bottler, er den første udgivelse der!

Udover at der er en bottler, har bottlingen også et navn, og det tilhører en serie og en labeling.

Så, fuldt kvalificeret og kvantificeret, ville det være noget i retning af ‘Gileanne, Pin Up Queen, L’Intouchable, BYOB-C, Wagging Finger’. Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg skal stoppe… Men ud over at have lige så mange navne som Ringenes Herre har slutninger, er det i sidste ende whiskyen, der tæller.

Billede fra Whiskybase
Sniff:
Det er ret let i duften, med nogle (måske ikke særlig overraskende) gin-lignende kvaliteter. Der er en tydelig enebærnote og noget frisk appelsin også. Efter lidt mere luft begynder den unge spiritus at vise sig, men på en ‘stadig modning’-agtig måde. Tørt byggemalt, en lille note af hvid peber, en endnu mindre note af eg. Der er også en snert af jern.

Sip:
Med lidt opvarmning (læs: anden whisky) er den over 60%-ABV ikke alverden at håndtere. Den viser et bid af hvid peber og noget tørt egetræsspåner. Den sprøde gin-note er også her, med enebær og lidt anis. Bidet bygger sig op i ret lang tid.

Spor:
Slutningen er en smule sødere, end jeg forventede. Der er pludselige hints af vanilje og et strejf af moka nogle få sekunder senere. Gin-noten er helt væk.

Det virker ikke som om denne whisky prøver at virke mere moden, end den er, hvilket står i stærk kontrast til de fleste nye skotske destillerier. Det er en meget drikkelig dram, hvis man har fået lidt opvarmning. Det, jeg finder meget overraskende, er inkonsekvensen mellem ganen og afslutningen, og jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal gøre af det.

Det faktum, at den smager ung, betyder, som jeg formoder men ikke ved før vi er ti år længere frem, at der er en hel del plads til lagring og at slå sig ned. Jeg tvivler nogle gange på det med mange af disse ‘tre-årige, der smager som ti-årige’.

Alt i alt, for mig er denne whisky meget mere imponerende end jeg havde forestillet mig. Selvfølgelig er den meget ung og viser sin (manglende) alder, men jeg er meget glad for, at jeg fik fingrene i en flaske. Jeg tror, Erik Molenaar er rigtig godt på sporet. Han ser ud til at gøre sin egen ting i stedet for at forsøge at lave endnu en generisk efterligning af skotsk single malt. Kudos!

Jeg håber meget, at han har beholdt nok fade til ordentligt at ældes dem uden at skulle flaske alt for private ejere og have intet tilbage at holde det, indtil det er ti år gammelt!